Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry, 2012. Lindhardt og Ringhof. Opr. udgivet som Le Petit Prince i 1946. Antal stjerner: 5/5

Hvem er den lille prins egentlig og hvorfor tog han afsted fra hans planet?

“Den lille prins” er en af de børneklassikere, som jeg har hørt om i mange år, men aldrig fået læst og da jeg her i august fik muligheden for at have besøg af den som en rejsende bog, reagerede jeg med det samme. De Saint-Exupérys historie handler om en lille prins, som en dag pludselig møder vores jegfortæller i Saharaørkenen, hvor begge er strandet på hver deres vis. Efter en vis rum tid begynder den lille prins at fortælle om hvor han er fra. Oprindelig boede han på sin egen planet, men han boede der ganske alene, hvor han kun kunne tale med en blomst og feje foran sine små vulkaner. Da han begyndte sin rejse, besøgte han andre små planeter og på den ene boede en ganske mærkværdig konge, som befalede alt og alle en masse ting. Men lidt vise ord sagde kongen dog også, nemlig disse:

“- Så kan du dømme dig selv, svarede kongen. Det er det allersværeste. Det er meget vanskeligere at dømme sig selv end at dømme andre. Men er du i stand til at fælde den rette dom over dig selv, da er du en virkelig vismand.”

Prinsen skyndte sig ganske hurtigt videre til en anden planet, hvor en forfærdelig forfængelig mand boede. På den tredje planet boede en dranker, som blot ville glemme, at han skammede sig over at drikke. Her smuttede den lille prins også hurtigt videre og han nåede til en forretningsmand, som talte og talte medens han var der. Hvad han talte var stjerner og det resulterede i følgende samtale:

“- Hvordan kan man egentlig eje stjerner?

-Hvem skulle de ellers tilhøre? Riposterede forretningsmanden gnavent.

-Det ved jeg ikke. Ingen vel.

-Så er de altså mine. For det er mig, der først har tænkt på det.

-Er det nok?

-Ja, ja. Når du finder en diamant, der ikke tilhører nogen, så er den din. Finder du en ø, som ikke tilhører nogen, så er den din. Når du er den første, der får en idé, tager du patent på den, og den er din. Og jeg ejer altså stjernerne, fordi der ikke er nogen før mig, der har tænkt på at eje dem.”

Men hvordan fandt prinsen egentlig ned til vores planet og har hans besøg på planeterne lært ham mere om livet?

Denne læser forstår bestemt godt hvorfor at historien om den lille prins i dag har opnået klassikerstatus i børnebøgernes verden. Sidste år blev der lavet en film om ham og hans eventyr og det er en bog for både børn og voksne med de livsanskuelser, som prinsen har.

Også selvom den lille prins synes, at de voksne virker ret mærkelige. Det er nemt at forstå hvorfor prinsen vil se hvordan andre folk lever på andre planeter og at ensomhed ikke er så sjælden, som det burde være. Alt i alt en fortælling om en prins på en vigtig rejse, som sætter tanker igang hos enhver læser og som alle kan få noget ud af at læse mindst en gang i livet.

 

 

2 Comments

  1. Rikke Simonsen

    september 21, 2016 at 2:41 pm

    Fin anmeldelse – og skønne billeder af bogen!

    1. Ann-Kristine

      september 21, 2016 at 2:47 pm

      Tusind tak – det er svært at anmelde den uden at afsløre for meget 🙂

Skriv et svar til Rikke Simonsen Cancel