Ord fra en bibliofil

Søndag ankom jeg til Louisiana lidt tidligere end lørdag og min ven og jeg gik direkte ned til Parkscenen, hvor Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal skulle gå på kl.12. Knap en time efter. Jeg har aldrig nogensinde set så mange tilhørere til en samtale og vi fandt istedet en plads på en pyramide ved siden af, som var skabt af kunstneren Poul Gernes. På turen derop begyndte det at blive mere og mere tåget desto mere nordpå vi kom, men det begyndte at klare op stille og roligt medens vi ventede på pyramiden. Sverige blev mere og mere klart i det fjerne og som i kan se på ovenstående billede, så blev vejret ganske flot.

De to mænd gik på scenen sammen med Kim Skotte og det var første gang, at de to nordmænd var på scenen på samme tid. De kender hinanden utrolig godt faktisk og studerede begge på universitetet i Bergen for mange år siden. Espedal startede med at læse op fra bogen “Året”, som udkommer senere i år. Knausgård fulgte kort efter op med en oplæsning fra hans nye bog, der er en del af årstidsserien, hvis sidste del er på vej (dog først på dansk i 2017). Dernæst blev det Skottes tur til at have ordet og han pointerede at Tomas er mere poetisk hvor Knausgård er mere æstetisk, når det gælder deres skrivestil. Knausgård fortalte om hans serie, hvor de to første bøger kiggede mere på de materielle ting, men nu er det mere fortællinger og billeder, som han kigger på. Skotte sagde om nordmændenes værker at det er “værker, der udspringer af livet”, og som går forskellige veje. De er også påvirket af det miljø, som de studerede i. Der var en vis stemning i Bergen og mange “urforfattere” på et højt niveau. Espedal nævnte at med en så lille by var der en “tæthed om man vil eller ikke”.

Hvordan det er for dem at arbejde med det skrevne ord var virkelig interessant. For Knausgård er det at skrive en form for “mode”, hvor en tekst er på én side og som er “veldig precis”. Det er en form for forløsning for ham og det er en lettelse, når dette sker. Det åbner op på en eller anden måde. Det kræver også en vis forståelse fra hans families side, at han arbejder på denne måde og selv hans yngste datter ved, at far arbejder, når han skriver. Espedal skød ind her at “hvis barnet ser og forstår, at det er her, at pengenes komme fra, så er der forstyrrelser på en anden måde”. Alt i alt havde de en virkelig interessant samtale og jeg kan bestemt anbefale at finde interviews frem med de to herrer, og særligt om deres måde at arbejde på. Jeg fandt også en artikel lige her, som blev skrevet på baggrund af samtalen (dog er indlægget baseret på egne sparsomme noter grundet lyden deroppe). Efter samtalen var der mulighed for signering og Knausgård virkede en smule som en rockstjerne med sit halvlange hår og en cigaret i munden.

De næste på mit program var Beate Grimsrud og Carl-Henning Wijkmark, hvor Klaus Rothstein agerede moderator.Heldigvis var menneskemængden forsvundet andetsteds hen og min ven og jeg fik pladser næsten helt foran. Da jeg så navnet Grimsrud i programmet, fandt jeg straks bogen “At smyge forbi en økse” ovre i min bogreol, som jeg købte for nogle år siden og som endnu var ulæst, og tog den med til Louisiana. Rothstein lagde ud med at spørge om hvad de egentlig synes om litteraturfestivalen og Wijkmark viste sig hurtigt at være en ganske charmerende gammel mand, da han svarede, at det var den bedste, som han har været på. Hele teltets reaktion var “awww”. Rothstein fortalte, at han aftenen før havde haft Grimsrud til bords og hun havde sagt noget lignende. For forfatterne er det gratis at drikke og bade og det var Grimsrud bestemt fan af. Hun havde forud for arrangementet googlet sig selv og fortalt dette til Rothstein, som nævnte, at hun opdagede noget om sig selv, som hun ikke vidste. På en hjemmeside stod der nemlig, at hun var inspireret af Hamsun. Så vidt hun ved har hun kun læst “Sult” af ham, men fortalte istedet at hun er inspirerede af forfattere som Beck, Kafka, lidt Woolf, Barnes og ganske nyt Lispector, som er brasiliansk og Rothstein jokede med, at de næsten burde skifte statuen af Jesus ud med Lispector i Rio de Janeiro.

Wijkmark til gengæld er fan af Mann og især “Doktor Faustus” og “Døden i Venedig” og Mosel, om hvem han sagde “har jeg med glæde læst”. Grimsrud lagde ud med at læse op fra hendes nye roman “Evighedsbørnene”, hvor Stockholm nærmerest agererer som en litterær karakter. Hvor hun er tilflytter, så er Wijkmark født og opvokset i byen og bor der endnu, men Södermalm, som Grimsrud beskriver, har han aldrig været og da han voksede op, var det 2 forskellige byer. Selv boede han på nordsiden og den dag i dag bor han i Bromma, hvor der er ganske idyllisk. Rothstein besøgte ham engang og så rådyr i haven på Virvelvindsvägen. Wijkmark læste op af “Dræsinen”, som blev udgivet i Sverige tilbage i 1983, men som først blev oversta til dansk i 2015. Han læste helt fra begyndelsen af bogen og på en sådan måde, at man nærmest følte, at man var til stede.

Ensomhed er et nøgleord for begge de nævnte romaner og Wijkmark nævnte, at der i at være forfatter også er en vis ensomhed. Man kæmper til tider med sit materiale og længes efter andre mennesker. Da Rothstein nævnte dette overfor Grimsrud og spurgte, om hvorvidt hun kendte denne ensomhed, svarede hun:”Får jeg svare nej?, men fortsatte med at forklare hvordan “man har nogle informationer i sig selv, som man lærer, når man graver”. Samtalen bevægede sig videre til religion og hvordan det guddommelige også spiller en vis rolle i deres værker. Samtalen blev afsluttet med oplæsning af de her små bemærkninger, som Grimsrud arbejder på (Wijkmark var ikke nær så åben, men beundrede, at Grimsrud ville læse op). Det var sådan nogle små bemærkninger, som fik hele salen til at grine og det nederste billede er derfra, hvor både Wijkmark og Rothstein var nødt til at grine med publikum). Det var en fornøjelse at hilse på hende efterfølgende og Wijkmark er bestemt også en forfatter, som er værd at kigge nærmere på. (Louisiana skrev faktisk i deres program at Knausgård selv var fan af Wijkmarks værker).

Jeg nåede også at se lidt af udstillingen. Selvom jeg endnu ikke har haft brugt for Magnaprint-bøgerne, så har jeg altid lagt mærke til dem på bibliotekerne. Poul Gernes’ værker er ganske interessante og da jeg var barn, kom jeg ofte på Herlev Hospital, da min mor arbejdede der. Han har nemlig sammensat farverne på det hospital og det var lidt spøjst at blive sat 20 år tilbage i tiden. Ovre i butikken havde de bøger af alle de forfattere, som kom på festivalen og til dem som endnu ikke har været til Louisiana Literature – det er udmærkede priser på bøgerne (jeg købte både Knausgård og Lynggaard deroppe i år).

Erica Jong rundede hele ballet af søndag og dette var med Martin Krasnik som interviewer. Forud for interviewet læste hun op og teltet blev godt fyldt meget hurtigt. Endnu en gang fandt min ven og jeg plads på pyramiden, hvor jeg så gik frem og tilbage for at tage lidt billeder undervejs. Krasnik og Jong havde mødt hinanden før, og han fortalte om hvordan han delte pink champagne med hende engang.Det var 13 år siden de sidst havde set hinanden og det skulle komme til at dreje sig om både hendes forfatterskab (hendes seneste bog “Fear of Dying” udkom sidste år) og hvordan verden ser ud i dag. Krasnik selv læste hendes mest populære roman “Fear of flying” i en alder af 13, da han fandt bogen på sine forældres bogreol. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fat i og selvom han var ved at stoppe på et tidspunkt, fortsatte han og nu har han læst størstedelen af hendes 25 bøger. Deres fælles favorit viste sig dog at være “Fanny”, der tilfældigvis var den bog, som jeg havde taget med. Krasnik havde endda opfordret sin niece til at læse Jong og hun fik lov til at spørge om, hvad Jong ville give af råd til unge kvinder og høre hende ad, om det har ændret sig siden 1970’erne (“Fear of flying” blev udgivet i 1973).

For en som jeg, der endnu ikke har stiftet det store bekendtskab med Jongs forfatterskab, var hendes svar helt “mindblowing”. Hun sagde nemlig følgende:

• “Try to find out what you really want to do and do it fearlessly”
• “Be the person you want to be”
• “We all have fears and struggle with them”
• “We all fear failure – how would you live your life if you don’t fear failure? Different”

Hun fortalte også, hvordan hun som ung var “obsessed” med død og særlig interesseret i Sylvia Plath. Hendes humor kaldte hun “gallous” og ser nu frygten for døden som værende værre end selve døden. Selvfølgelig kan man ikke invitere en feministisk forfatter fra USA uden at tale om det amerikanske valg og medens hun kaldte Trump for en “pathological liar” var hun noget mere begejstret for Clinton. Og ikke bare pga hendes politik. Forbilleder er vigtige for unge kvinder og som hun sagde: “Not only will it make a difference to me, but also to my granddaughters”. At det er noget, som hun går højt op i, kunne ingen tilhørere være i tvivl om efter interviewet og selvom hendes værker endnu ikke er oversat til arabisk, så ved hun, at bøgerne bliver købt på fransk og engelsk og hun har en “presence” trods den manglende oversættelse. Bagefter var der mulighed for signering og medarbejdere på Louisiana måtte fortælle dem i køen, at de ikke måtte snakke med hende for længe, da der ikke var meget tid. Jeg fik min signering i “Fanny” og hun fortalte mig, at det snart bliver en tv-serie. Da jeg nævnte at jeg først ville læse bogen og så se serien, sagde hun: “Let me know what you think”. Hun er i øvrigt meget aktiv på Twitter og jeg kan virkelig anbefale at høre et interview med hende. Hun er så hjertelig og klog og bestemt ikke bange for at sige sin mening uden omsvøb.