Månedlige refleksioner – Juni

Juni blev måneden hvor bloggen blev sat lidt på pause. Vi har åbnet den nye hjemmeside ovre på Bogrummet.dk og jeg har knoklet med at flytte anmeldelser fra den gamle side til den nye. Vi mangler mange endnu og derfor bliver juli måske også lidt stille herinde. Juni har også betydet svære beslutninger og nye muligheder og jeg har ikke fået læst så meget som jeg havde håbet på. I starten af måneden begyndte jeg som studentermedhjælper på et fagbibliotek i Roskilde og det er fantastisk at kunne bruge sine skills fra studiet til noget nyttigt. Jeg vil fremover bruge en masse tid på at læse og få skrevet de anmeldelser, som jeg er kommet bagud med og lige i de her dage kan jeg findes på Roskilde Festival for første gang nogensinde. Det er skønt at kunne nyde sommeren udenfor og jeg ser frem til en tur til Jylland her i juli måned. Strand, gåture og bøger i massevis. I juni var jeg også en enkelt dag på Copenhagen Comics, hvor jeg både fik hørt på interessante tegneserietegnere som Pearson og Spiegelman, jeg snakkede med Risbjerg, hvis bog jeg netop har læst og jeg hang ud med søde mennesker fra både skole og blogverdenen (Stort tak til Katja for billetten – du får snart et eller andet 🙂 ). Jeg fik også været på biblioteksudsalg nede hos mine forældre – “kun” 4 poser fulde af bøger. De blev efterladt hos dem, da jeg havde vagt på Roskilde Festival og næste gang kommer de med hjem til Vestegnen. Alt i alt en god men travl måned og glæder mig til snarlig afslapning nær strand.

Antal sider:

1,062 sider (både dansk og engelsk)

Antal læste bøger:

10 (heraf 3 romaner, 1 fortælling og 6 graphic novels )

Jeg har denne måned formået at læse 8 bøger på engelsk og blot 2 på dansk.

Månedens citat:

“Han blev stående i et kvarter med glasset anbragt på balkonens kant. Han var i en neutral stemning. Verden omkring ham var med ét faldet til ro, tingene kom ikke mere imod ham som ville de trænge ham tilbage. Et øjeblik følte han at meningen med livet bare var at det fortsatte, det ene øjeblik kunne alting blive vendt op og ned, det næste øjeblik var alting fredeligt og uforstyrret, solen stod op og solen gik ned, dagene fulgte efter hinanden og alt det han troede var voldsomme begivenheder omkring ham var egentlig bare nogle uudforskede sjælelige processer, sådan som amerikaneren henne på hotellet havde forkyndt det. Sjælelige processer, kemiske processer.” 

Slangen i Brystet af Henrik Stangerup (som jeg snart anmelder herinde)

Arrangementer:

Copenhagen Comics – skøn tegneseriefestival i København.

De bedste bøger:

Favoritterne i juni:

Hilda-serien af Luke Pearson. Jeg lånte de 4 bøger om Hilda i bjergene som optakt til Copenhagen Comics og blev bestemt ikke skuffet. Jeg har allerede anmeldt alle 4 herinde og han snakkede om at der skulle være en ny på vej, som jeg allerede glæder mig til.

Fairy Tale Comics redigeret af Chris Duffy. En fantastisk samling af eventyr, som er illustreret af forskellige tegnere. Jeg havde frygtet at forskelligheden ikke ville give mening, men i dette tilfælde fungerede forskelligheden utrolig godt.

Slangen i Brystet af Henrik Stangerup. Denne bog tog mig længere tid at læse end beregnet og det er en fantastisk debutroman. Jeg nød de detaljerede beskrivelser af Paris og for mit vedkommende bliver det min “go-to” bog, når jeg engang skal derned. At kunne gå i opdigtede Mollerups fodspor bliver fantastisk en dag.

Besat af Klaus Rifbjerg. Ironisk nok blev hans sidste roman den første jeg nogensinde har læst af ham. Jeg skal helt klart få læst mere af ham og ærgrer mig over at jeg aldrig er blevet sat til at læse ham tilbage i folkeskoletiden.

De mindre gode bøger:

Jeg har faktisk været heldig i denne måned og har kun læst bøger, som jeg gerne vil genlæse en dag.

Alt i alt

Min måned var lidt mere travl end jeg troede, men fik læst nogle fantastiske bøger alligevel. Jeg nåede ikke at læse Madame Bovary færdig, men den er stadig placeret på natbordet og den bliver højst sandsynligt færdiglæst denne måned. Jeg har fundet masser af bøger frem til den kommende måned og glæder mig til at Bogrummet.dk er fuldstændigt med anmeldelser på den nye side, så jeg kan fordybe mig i en verden af skrevne ord igen.

Hvad med jer? Skal i også på stranden med en bog eller to?

 

 

5 Comments

  1. Karina Petersen

    juli 3, 2015 at 3:02 pm

    Du har da alligevel haft nogle skønne læseoplevelser:-) Stort tillykke med dit nye job, og håber at du nyder det på Roskilde:-)

    1. Ann-Kristine

      juli 9, 2015 at 2:51 pm

      Ja, flere end jeg lige troede 🙂 Jo tak – det er rart med et studierelevant job. Hehe. Og Roskilde var skøn, men varm. Det var virkelig skønt at komme tilbage til lejligheden efterfølgende 😀

      1. Karina Petersen

        juli 10, 2015 at 6:21 am

        Jeg har fulgt med i dine billeder, og ser ud til at du har haft en skøn tur. Det er altid dejligt at komme hjem igen:-)

  2. Malene H

    juli 9, 2015 at 2:51 pm

    Tillykke med det nye job og jeg håber, at du havde en god festival! 🙂

    Jeg har ikke lige de vildeste strandplaner, men der er, som altid, en god stak bøger, der venter på at jeg sætter mig ned med dem. 😛

    1. Ann-Kristine

      juli 9, 2015 at 2:53 pm

      Jo tak og det var ganske godt med festival. God musik og nåede da at læse en bog 🙂 Fine Facebook-billeder i øvrigt – er det din sommerstak sådan lige umiddelbart?

Skriv et svar til Malene H Cancel