På bogjagt i Stockholm

I sommers var vi på ferie i Stockholm og Sydsverige og selvfølgelig havde jeg på forhånd undersøgt hvor byens bedste boghandlere og biblioteker kunne findes. Vi boede på en båd nedenfor Mariaberget med en skøn udsigt over mod Stockholms Stadshus og vi fik både besøgt museer, udsigtspunkter (sig endelig til hvis du mangler rejsetips) og spist rigelig med fika og anden god mad. Her kommer et par gode steder i byen, hvis du ligesom jeg er vild med bøger (hvad enten de skal være på svensk eller engelsk) eller andet bognørdede ting:

Junibacken

Den helt store attraktion for mig på denne tur var uden tvivl børnekulturmuseet Junibacken (opkaldt efter Lindgrens Junibacken, hvor Grynet og Lisbeth bor), som er nabo til Vasa-museet ovre på Skansen. Det er nok mest et museum for børn men bestemt også et besøg værd for voksne, der er interesserede i børnelitteratur. Det er en stor udstilling, som er fuld af karakterer som Karlsson, Alfons Åberg og Peddersen og Findus og udenfor har de en legeplads med Mumi-tema. Jeg fik købt en kop med et citat af Lindgren (i kan se den her), en god håndfuld bøger og et print af Johan Egerkrans af en af hans illustrationer til ‘Mio min Mio’. Prøv lige at se deres taburetter af bøger – ganske udmærkede at sidde på ifølge min kæreste. I kan få et lille indblik i hvad man kan finde i boghandlen ovre på deres hjemmeside, da de lige har lanceret en webshop. 


Söderbokhandeln Hansson & Bruce

En anden favorit var denne her boghandel på Södermalm, som jeg blev anbefalet på Instagram og det var et helt fantastisk tip. Her var der bøger på svensk og engelsk fra gulv til loft og der er noget for enhver smag i den forretning. Jeg var særlig optaget af deres biografier og svenske skønlitteratur, men jeg endte med at købe en enkelt bog af Lindgren (men jeg overvejede godt nok at købe en svensk oversættelse af en klassiker med hjem – prøv bare at se det uhyggelige omslag til ‘Anne fra Grønnebakken’). Vores stop i denne boghandel var et af de første den dag, så jeg kunne heller ikke slæbe på alt for meget fra dagens start. I kan læse mere om boghandelen herovre på deres hjemmeside og jeg kan varmt anbefale at følge dem på Instagram.


Adlibris

Måske kender i allerede Adlibris som online boghandel? Vi faldt over denne to-etagers boghandel ovre på Kungsgatan (ikke langt fra Kungliga Biblioteket) som jeg desværre kun fik et enkelt billede fra. Det er her du skal gå hen, hvis du leder efter de mest populære bøger og så er der utrolig mange små paperbacks. Det er vist lidt en svensk ting, de her bøger, som er mindre end de engelske paperbacks, men de har også legetøj, notesbøger og puslespil. Læs mere herovre.


Rönnells Antikvariat

Det var ikke kun boghandlere, som vi fik besøgt på vores tur. På vej hen til Kungliga Biblioteket stødte vi på dette antikvariat, som også havde lidt nye bøger og en helt fantastisk samling af retro-børnebøger. Næste gang skal vi uden tvivl have mere tid til at tøffe rundt derinde og dem kan man også finde på Instagram (samt søge i deres katalog, hvis man nu lige leder efter noget helt bestemt). I kan læse mere på deres hjemmeside her. 


Science Fiction bokhandeln

En anden boghandel, som jeg ikke nåede at tage billeder inde fra, er denne her, som man kan finde på Gamla Stan. Den minder en hel del om Faraos Cigarer herhjemme og der var simpelthen så mange teenagere derinde, for udover en hel masse science fiction og fantasy, så havde de også rigtig meget manga og masser af merchandise fra blandt andet Ghibli. Jeg var heldig at finde både noget med Mumitroldene, en Terry Pratchett julebog og ikke mindst ‘Julia and the Shark’ af Kiran Millwood Hargrave. Jeg kan varmt anbefale den et besøg (og hvis du ikke har tid til at tage hele vejen til Stockholm, ja, så kan man også finde en søsterbutik i Malmö). Læs mere om boghandelen herovre. 


Genbrugsbutikker

Inden vi tog afsted brugte jeg en hel del tid på at undersøge hvilke genbrugsbutikker vi ville komme forbi uden de helt store omveje og jeg fandt både gamle Astrid Lindgren bøger, Emil fra Lønneberg puslespil og ikke mindst også en gammel Elsa Beskow bog. En af de bedste genbrugsbutikker var uden tvivl den Emmaus Stockholm Second hand, som vi fandt på Södermalm, nærmere bestemt Peter Myndes backe 8. De havde et godt udvalg af bøger til både børn og voksne og der er også en af deres butikker lidt længere væk fra centrum.

I nærheden af Stockholms Stadsbibliotek fandt vi også en Stockholm’s Stadsmission Second Hand, som havde utrolig meget tøj men også et godt udvalg af bøger. Vi fandt blandt andet en graphic novel udgave af Gaimans ‘Stardust’ og det er uden tvivl en kæde af butikker, som jeg skal have fundet flere adresser på næste gang vi tager derop.

Den sidste anbefaling er af Myrorna, som også har både bøger, tøj, legetøj og en masse andet. Vi nåede blandt andet forbi den ved Stockholms Stadsbibliotek (som er et besøg værd – jeg laver snart en guide tror jeg til det bognørdede Stockholm) og Myrorna kan man finde mange forskellige steder i Sverige (også både Malmö og Lund).

Leave a Reply