#Forfatterfokus: Cecilia Heikkilä
Her på det seneste har jeg kigget lidt på gamle blogindlæg for at finde ud af hvilke indlæg jeg kunne begynde at lave igen, så det hele ikke bliver anmeldelser og beskrivelser af litteraturbegivenheder som bogmesser og bloggerarrangementer. Om ikke så længe er det seks år siden at jeg udgav mit første forfatterfokusindlæg, som handlede om Shakespeare, men nu er det på tide igen og det er faktisk ikke så længe siden at jeg sidst delte nogle af Cecilia Heikkiläs illustrationer herinde. Hun står bag illustrationerne til ‘En jul i Småland for længe siden’ af Astrid Lindgren og de illustrationer fik mig til at kigge på hvilke bøger vi havde nede på Vejle Bibliotekerne, som Heikkilä har illustreret og/eller skrevet og som er oversat til dansk.
Grævlings rejse af Cecilia Heikkilä, 2019. Turbine. Oversat af Anne Krogh Hørning fra Grävlings resa. Antal stjerner: 5/5
På en lille ø midt ude i havet boede der engang en gammel grævling, som var ganske modig og glad for eventyr i sine unge dage, men som nu er blevet for gammel. Hans skib lå fortøjet nede på øens lille bro og hver dag gjorde han de samme ting og en af de ting var at notere hvad han så i en logbog. En dag fik han øje på en lille pjusket klump i strandkanten, som han lagde til tørre indenfor og da han næste dag vågnede ved et værre spektakel, opdagede han, at den pjuskede klump var et vildt dyr. Og ikke nok med at han blev forstyrret, så var der lige pludselig en storm på vej:
“Til sin store skræk så Grævling nu, at et kæmpe uvejr var drevet ind over øen. Og ude på bølgerne var hans gamle sejlskib ved at drive til havs.
“Åh nej!” råbte Grævling. “Ikke min elskede Lilly!”
Vilde vindstød slog mod Grævling, mens han løb mod stranden. Stormen kunne når som helst rive Grævling og hele hans hus med sig ud i havet. Det var alt sammen meget farligt. Men han tænkte kun på at redde sit skib.
Lige idet en brølende bølge skulle til at flå Lilly med sig, fik Grævling fat i rebet. Han asede og masede og trak, men havet var stærkere end hundrede grævlinger. Og lige som Grævling troede, at han stadig havde en chance, skete det frygtelige. En voldsom stormvind blæste lige ind over øen, og med et ryk blev Grævling og det lille dyr ført højt op over bølgerne.”
Men kan Lilly klare sig gennem stormen og kan man stadig sejle afsted på skibet efter sådan et vejr?
“En fortælling om at fare vild og finde hjem” er undertitlen på denne her billedbog, som er Heikkiläs debut som forfatter og illustrator på samme tid. Ethvert eventyr ud i verden kan lære os noget om os selv og man bliver aldrig for gammel til at kunne opleve nye ting. Jeg er helt sikker på at både børn og voksne vil kunne se sig selv i denne fantastiske billedbog og den handler også om uventet venskab, for Grævling møder mange på sin vej.
Find hønen af Eva Lindell og Cecilia Heikkilä, 2017. Klematis. Oversat af Mette Jørgensen fra Var är hönan?. Antal stjerner: 4/5
Hvor kan høner godt lide at gemme sig?
Lea og hendes familie har tre høner i deres hønsehus: Sort, Brun og Hvid. Men da hun en dag kommer derud, er Hvid forsvundet, men heldigvis kender Lea til flere af hønernes sædvanlige gemmesteder. Hun kigger først under rabarberbladene og i det høje græs, men der er ingen Hvid. Der er heller ingen Hvid i hønsegården eller i hønsehuset, men der er mange andre steder, som man kan kigge:
“Hønerne kan også godt lide at spise grus. Måske er Hvid på grusstien?
Nej, der er Hvid heller ikke.
Hønerne elsker at lede efter orm. Der er regnorme i køkkenhaven. Måske skraber Hvid mellem gulerødderne?
Nej, Hvid er ikke der.”
Men kan Hvid være gået indenfor?
Tekstmæssigt er denne ret simpel og god til 3 år og opefter. Man kommer vidt omkring i haven, som er vældig fint illustreret og ser lidt om hvordan høner lever. Virkelig sød lille fortælling som varmt kan anbefales og hvor man undervejs kan snakke om gemmesteder og det at blive væk.
Mumitrolden og dragen af Cecilia Davidsson og Cecilia Heikkilä, 2020. Carlsen. Efter novellen ‘Historien om den sidste drage i verden’ af Tove Jansson. Oversat af Lene Ewald Hesel fra Mumintrollen och draken. Antal stjerner: 4/5
Kan man opdrage en drage, så den ikke spyr ild og bider og hvor stor er en drage egentlig?
Hvis der er noget, som Mumitrolden er vild med, så er det at gå på opdagelse og da han en tidlig morgen i august forsøger at fange noget småkravl i bunden af vandhullet i haven, fanger han tilfældigvis en lille drage i det syltetøjsglas, som han har med. Det er en meget lille drage, som ikke er større end en tændstiksæske og det er en ganske smuk en af slagsen. Mumitrolden tog den med hen til huset, hvor han næsten kunne snige sig ubemærket ind (der er altid en nysgerrig My i nærheden, som heldigvis ikke så hvad der var i glasset) og oppe på sit værelse kunne han kigge lidt nærmere:
“Han skruede låget af glasset. Straks kravlede dragen op og satte sig på kanten. Mumitrolden rakte forsigtigt hånden frem for at ae den.
Da åbnede dragen sit gab og udspyede en ganske lille flamme.
“Av,” udbrød Mumitrolden, for han havde brændt sig. Ikke så meget, men alligevel.
Han beundrede dragen mere end nogensinde.
Mumitrolden kravlede ind under sengen og gravede sin natkasse frem. Der lå et par småtørre klatkager og en halv mellemmad. Han skar små bidder af herlighederne og lagde dem rundt om dragen. Men dragen fnøs bare ad maden og så meget vigtig ud.
Med ét sprang den over i vindueskarmen, hvor der sad en stor, fed augustflue. Dragen spærrede gabet op, og så var det bare smæk-smæk med de små kæber, så var fluen væk. Dragen slikkede sig om munden og kradsede sig bag øret, mens den stirrede håndligt på Mumitrolden med det ene øje.
“Sikke du kan!” udbrød Mumitrolden.”
Men kan man opdrage en drage og er der nogen i Mumidalen, som er bedre til det end andre?
‘Historien om den sidste drage i verden’ hed denne fortælling oprindelligt, da den udkom i samlingen ‘Det osynliga barnet och andra berättelser’ af Jansson selv i 1962 (på dansk i 1972), der er blevet genfortalt af Cecilia Davidsson (som står bag flere bøger om Mumitroldene) og den er fuld af farverige illustrationer af livet i Mumidalen. Jeg har som i nok ved en svaghed for Janssons forfatterskab, for der er en helt særlig anskuelse af livet, som man ikke finder i alle børnebøger og det er særligt Mumrikkens bemærkninger, som er værd at holde øje med.
Den sidste udpost af Cecilia Heikkilä, 2021. Turbine. Oversat af Marie Brocks Larsen fra Den sista utposten. Antal stjerner: 5/5
Hvor er det smukkeste sted i verden egentlig og hvordan finder man derhen?
Da en lille bjørn en dag er hjemme hos sin morfar, falder han over et postkort med en vældig fin udsigt og hans morfar fortæller ham om det her sted, som bliver kaldt for ‘den sidste udpost’. Morfaren havde hørt om stedet dengang han selv var ung, men det er på den anden side af havet og ikke lige i bjørnenes baghave. Men da den lille bjørn spurgte, om de kan tage derhen, begyndte de at forberede sig, for man skal kunne ganske mange ting såsom at kigge på stjernebilleder og en dag er de klar. De giver den lille bjørns mor et kram og sejler afsted på skibet M/S Vildpilen. Tilbage på land og med en lang gåtur bag sig når de frem til et sted, som ligner det på postkortet, men så alligevel ikke. Heldigvis er der hjælp i nærheden:
“Men bedst som vi stod og tog afsked med den sidste udpost, raslede det i krattet bag os.
“Åh!” råbte morfar og skjulte mig bag sin ryg.
Noget stort dukkede op lige foran os og skyggede for aftensolen.
Med ét stod vi ansigt til ansigt med de vildeste dyr, jeg nogensinde havde set. De trampede med fødderne, prustede og hvæsede.
Jorden rystede under deres klove og kløer.
“Er I faret vild?” dundrede elgen. Dens varme luft fra næseborene blæste dem i pelsen.
“I må meget undskylde, men vi leder bare efter den sidste udpost,” sagde jeg forsigtigt.
Dyrene så længe på postkortet og så på morfar.
“Følg med,” sagde elgen. “
Men er stedet så smukt som det var engang?
Denne skønne billedbog udkom lige i slutningen af 2021 og det er en virkelig fin historie om det særlige venskab mellem bedsteforældre og børnebørn og det at bringe viden videre til de næste generationer. Heikkilä fortæller en virkelig fin historie gennem ord og illustrationer, som virkelig satte nogle tanker i gang om vigtigheden af naturen og hvorfor vi skal huske at passe på den. Der er flere illustrationer, som jeg ville ønske at jeg kunne købe som plakater og det er uden tvivl en bog, som skal hjem og stå på min bogreol for det er bestemt ikke sidste gang, at jeg læser denne fantastisk smukke billedbog.
Leave a Reply