Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren

Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren, 1992. Gyldendals Børnebibliotek. Opr. udgivet som Ronja Rövardotter i 1981. Antal stjerner: 5/5

Hvordan er det at vokse op på en røverborg og hvad kan der ske, når børn fra rivaliserende røverfamilier møder hinanden tilfældigt ude i en skov? 

Langt ude i skoven ligger røverborgen Mattisborgen og her bor Mattis sammen med Lovis og deres datter Ronja. Mattis er egentlig en frygtet røverhøvding, men når Ronja er i nærheden, så ler og synger han. Ronja blev født en nat, hvor det var et frygteligt tordenvejr, men hendes mor sang under fødslen for at gøre Ronjas sind lysere og Ronja fortryller alle røverne på borgen med hendes dans og sang. En dag får hun lov til at se hvad der findes udenfor Mattisborgens mure og ude i skoven møder hun både grå dværge og skovhekse, men hun finder også ud af, at hun ikke er det eneste barn i området:

“Men Lovis havde sagt, at der andre steder fandtes masser af børn af to forskellige slags, nogle, der skulle blive Mattiser, når de blev store, og nogle der skulle blive Loviser. Selv skulle Ronja blive en Lovis. Men hun havde følelsen af, at den, der sad derovre og dinglede med benene over Helvedesgabet, skulle blive en Mattis. 

Endnu havde han ikke lagt mærke til den. Ronja kiggede på ham og smilede stille over, at han var der. (…)

Så fik han øje på hende og lo også. 

“Jeg ved godt, hvem du er,” sagde han. “Du er hende der, røverdatteren, der altid løber rundt i skoven. Jeg så dig dér engang.” 

“Hvem er du så?” spurgte Ronja. “Og hvordan i alverden er du kommet her?”

“Jeg er Birk Borkason, og jeg bor her. Vi flyttede ind nu i nat.”

Ronja stirrede på ham.

“Hvem er vi?” 

“Borka og Undis og jeg og alle vores tolv røvere.” 

Det varede lidt, før hun fattede det utrolige, han havde sagt. Men endelig sagde hun: 

“Vil det sige, at hele den nordlige borg er fuld af skiderikker?””

Birk påstår endda at den nordlige borg nu hedder Borkafæstningen og på den anden side af det klippespring, der kaldes Helvedesgabet, bor Mattis, hans familie og hans flok af røvere. Borkaslægten og Ronjas familie har været uvenner i mange år og mange generationer tilbage og det skaber en hel del uro hjemme på borgen. Ronja fortsætter med at færdes ude i skoven og selvom hun og Birk er oppe og skændes en hel del til at begynde med, så må de stå sammen ude i skoven, for det er en farlig skov og især når man færdes alene. De må holde deres venskab hemmeligt, for de frygter hvad de voksne kan finde på, hvis de ved det, men en dag finder de ud af det, da Ronja kommer hjem fra en tur med Birk i skoven: 

“Lidt efter stod hun uden for den lukkede dør til stensalen og hørte Mattis le derinde. En rungende latter, der varmede hende og fjernede al hendes uro. Og nu vile hun se, hvad det var, der fik ham til at le sådan. 

Hun trådte ivrigt ind i stensalen. Så snart Mattis fik øje på hende, for han hen og slog armene om hende. Han løftede hende højt i vejret og svingede hende rundt, så henrykt var han. 

“Ronja, min pige,” råbte han, “du havde ret! Der behøves ingen blodbad. Nu ryger Borka ad hekkenfeldt til hurtigere, end han slipper sin første morgenfjært, tro du mig!” 

“Hvorfor det?” spurgte Ronja. 

Mattis pegede. 

“Se der! Se hvem jeg snuppede med mine egne hænder for et øjeblik siden!”

Stensalen var fuld af overgivne røvere, der hoppede rundt og lavede et postyr, så Ronja ikke straks kunne se, hvad Mattis pegede på. 

“Forstår du, Ronja, min pige, jeg siger bare til Borka: Vil du blive eller skrubbe af? Vil du have din hugormeyngel tilbage, eller vil du ikke? 

Så så hun Birk. Han lå med bundne hænder og fødder henne i en krog med blodig pande og fortvivlede øjne, og rundt om ham dansede Mattisrøverne og råbte og skreg: 

“Hej, du lille Borkasøn, hvornår skal du hjem til din far?”“

Men hvad vil der ske med venskabet mellem Ronja og Birk og kan Borka og hans røvere nogensinde blive enige med Mattis og hans røverslæng? 

Historien om røverbørnene Ronja og Birk er en af dem, som man aldrig glemmer og Lindgrens ord bliver levende i denne oversættelse af Ellen Kirk. Som læsere møder vi allerede Ronja den nat, hvor hun bliver født og så kommer vi ellers med ud på noget af et eventyr sammen med Ronja og Birk, når de tager rundt i skoven. Den er smukt illustreret af Ilon Wikland og det er en historie, som både egner sig til højtlæsning, til selvlæsning og faktisk også til voksne læsere, der trænger til at flygte lidt ud i en skov og tilbage til en anden tid. 

Alt i alt en fantastisk historie om Ronja, røverne på Mattisborgen og røversønnen Birk, som opdager, at man er stærkere når man står sammen ude i en farlig skov og at venskab kan være ligeså vigtigt som familie.

1 Comment

  1. Elida Stangeland

    april 8, 2020 at 7:32 am

    Ronja er ein favoritt i det Lindgrenske univers <3 Oversettelsen ser virkelig fin ut!

Skriv et svar til Elida Stangeland Cancel