Kim Larsen – Mine unge år af Jens Andersen

Kim Larsen – Mine unge år af Jens Andersen, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvilke minder fra Kim Larsens barndom tog han med ind i voksenlivet og hvordan startede bandet Gasolin egentlig?

I oktober måned 1945 blev der født en ganske særlig dreng ved navn Kim og mange år senere fortalte han historien om hans liv til J.A., som han kaldte forfatteren Jens Andersen. Den lille Kim voksede op i København i en lejlighed sammen med hans mor og hans storebror Tore, hvor man hang ud med de andre drenge nede i gården og gik i biografen ind imellem. Indimellem kom drengenes morfar fra Kerteminde forbi og der var et helt særligt besøg, som Kim aldrig glemte. De tog nemlig ind for at se ‘Odysseus’ med Kirk Douglas i hovedrollen og for den lille Kim blev det at se film i biografen aldrig helt det samme. Efterhånden som årene gik, blev hans storebror en af de større drenge i gården og så blev der ellers inviteret til fest med noget af tidens mest populære musik på grammofonen:

“Nå, men min storebror holdt altså fest en forårsaften i 1958 for nogle af pigerne og drengene fra gården. Jeg var 12 år, og til Tores fest i vores soveværelse var det Tommy Steele, Bill Haley og sådan noget, der kørte på grammofonen, som vi havde bakset ind på værelset. Jeg hadede det og syntes, det var dødssygt at høre på, rock and roll, det ragede mig en skid. Da de så begyndte at kysse hinanden, og lyset blev dæmpet, sagde Tore: ‘Kim, kan du ikke passe grammofonen?’ – ‘Jo, det kan jeg da godt.’ Jeg puttede forskellige plader på, rodede lidt i stakken af singler og fandt pludselig en, jeg ikke havde set før: Little Richard – ‘Lucille’. Hm, det lød meget skægt, var det ikke ham, Social-Benny kaldte Lille-Rækard, hvad mon det kunne være for noget? Jeg lagde den på – skrat, skrat- og blev fuldstændig blæst af det, der kom ud af højttaleren:
*Luuuuciiiiiiiiiiille, you won’t do your sister’s will? / Lucille you won’t do your sister’s will?’ Det var ligesom dengang, jeg så Odysseus første gang, det sagde biiioooown inde i mig. Alle musikkens døre åbnede sig for mig, altså. To minutter og 25 sekunder, mere skulle der ikke til for at forandre mit liv for altid.”

Og så var Kim helt solgt til det med musik. Han og vennerne begyndte at spille musik, heriblandt på guitar, men efterhånden som de blev ældre, så blev det med piger ganske interessant. Nogle af de store drenge blærede sig med hvordan de gik rundt på gaden og scorede piger, men til trods for gode råd, så gik der nogle år før at Kim fik sig en kæreste. Da han blev færdig med gymnasiet, tog han på Askov Højskole som faktisk var der, hvor hans forældre havde mødt hinanden og her fik han mulighed for både at læse litteratur samt skrive på en roman. Da han kom hjem, begyndte han på lærerseminariet og i løbet af et par år var han blevet lærer, gift og far. Men Larsen har stadig drømme om at blive musiker og i hans kvarter støder han ofte på en mand, der hedder Jønsson til efternavn:

“Når jeg fra tid til anden så ham på afstand i kvarteret, havde jeg det, ligesom jeg engang havde haft det med Store-Hans og med Jørgen fra Mågegården. Jeg følte mig tiltrukket af mandens ansigt. Han så interessant ud, hvilede i sig selv, så ham kunne jeg godt tænke mig at lære at kende. Samtidig skilte han sig ud i tøjet, gik med en skidesmart, ternet jakke, ret smalle bukser og hyttesko, havde halvlangt hår, netop ikke hellangt, han lignede kort sagt ikke nogen hippie, snarere sådan en Beatles-type. Ham kiggede jeg misundeligt på. Hans navn klingede svensk – Wili Jønsson – og når vi traf hinanden på gaden, var det ‘Hej’ og ‘Hej med dig’. Vi var på frisk, kammeratlig hilsefod fra det tidligere forår 1968, tror jeg, men i forbindelse med at jeg skulle til en afslutningsfest på seminariet, gik jeg en junidag over i Sofiegården for at se, om Jønsson var der. ‘Hold kæft altså, jeg skal til fin fest i aften, og jeg synes ikke, jeg har noget kluns at tage på. Du har vel ikke noget, jeg må låne? Altså den der ternede jakke, du har på, den er jo pisse … “Vil du låne den?” spurgte Jønsson. “

Men hvornår startede Gasolin egentlig og hvordan gik det med Kims liv derhjemme, da små gigs begyndte at blive større og større?

Denne bog er baseret på samtaler mellem Andersen og Larsen i månederne op til Larsens død i sensommeren 2018 og udover at være fuld af Kims beskrivelser af hans liv fra at han var helt lille og til Gasolin får alvor begynder at få succes, så er der også en hel del billeder, som giver indblik i et andet Danmark end det man kender i dag. Andersen kan et eller andet med at skrive livshistorier og jeg læste denne i små bidder for at få den til at holde længst muligt. De to herrer kom vidt omkring i deres samtaler og den giver et indblik i hvem Larsen var og hvem han drømte om at være, dengang at han var ung. Det bliver uden tvivl ikke sidste gang, at jeg læser den og jeg kan varmt anbefale den til både de dedikerede fans af Larsen og til dem, som er interesserede i at læse mere om dansk kulturhistorie fra 1950’erne og frem.

Alt i alt en uforglemmelig biografi baseret på samtaler med Larsen, som viser flere facetter af vor nationalskjald og som viser, hvordan livet var i København dengang Larsen var et eventyrlystent barn og senere en ung mand fuld af blandt andet forfatterdrømme og drømme om at blive noget inde for musikken.

Leave a Reply