Fanny Fairychild og det magiske spejl af Lykke Lindbo
Fanny Fairychild og det magiske spejl af Lykke Lindbo, 2019. Forlaget Lindbo. Første bog i serien Fanny Fairychild. Antal stjerner: 4/5
Er det muligt for mennesker at rejse til den verden, hvor de nordiske guder befinder sig og eksisterer der egentlig magiske spejle?
Fanny bor sammen med sin far, stedmor og stedbrødre på gården Faylinn i nærheden af en stor skov og når Fanny ikke er i skole, så kan man ofte finde hende ude i skoven, hvor hun går ture eller oppe på loftet, hvor hun en dag finder et spejl og en dagbog, der engang har tilhørt hendes mor. Fanny fik aldrig rigtig lært hendes mor Sebille at kende, da Sebille forsvandt, da Fanny var fire år gammel, men der er nogle ting i den gamle dagbog, som ikke helt giver mening:
“Hvem var Alfhild? Måske var det Sebilles bedste veninde? Og spejlet – var de mon spejlet, som Fanny havde fundet i den gamle kiste på loftet? De næste par sider i bogen var helt blanke – men da Fanny nåede bagerst i bogen, gjorde hun store øjne. Her havde Sebille tegnet en hel verden af små bevingede væsner, som lignede alfer og feer. Der var også nisser, trolde, sorte fugle, katte og en enhjørning. Der var æbletræer og søer og en kæmpe regnbue, der gled over en side fra bund til top og videre hen over en anden side.
Alle tegninger var meget detaljerede og i flotte farver. Der var en skægget mand med en hammer i hånden, og kvinder i lange kjoler som skød med bue og pil. Figurerne havde mærkelige navne. Indimellem var der et par linjer med digte og øverst på siden, med meget sirlig skrift, stod der “Alfheim”.”
Et af de navne, som Fanny støder på flere gange i dagbogen, er Alfhild og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem det er. Hun tager dagbogen med ud i skoven og efter at hun har gået rundt i et par timer, ser hun en hytte, hvor hun møder Alfhild, der viser sig at være en gammel kvinde. Fanny fortæller blandt andet om hendes fund på loftet og da hun fortæller om spejlet, går det op for hende, at det ikke er så sædvanligt som hun gik og troede. Alfhild kalder det nemlig for en nøgle og det viser sig at være nøglen til en port, som fører til Alfheim, som er alfernes land. Og før Fanny ved af det, så snakker hun med en alf og er på vej til en helt anden verden end den hun kender, for sammen med alferne besøger hun jættekvinden Skade, som kan hjælpe dem. Og mens de befinder sig hos Skade, så kommer gudinden Freja forbi med hendes vogn, der trækkes af katte istedet for heste:
“Frejas blå øjne funklede mens hun talte, og Fanny følte sig paralyseret af hendes skønhed.
“Jeg har altid yndet at besøge Midgård og menneskene i din verden, Fanny. Jeg mærker jeres glæde og smerte ved kærlighed så intenst, at det bevæger mig dybt. Menneskene plejede at blæse i deres guldhorn, når de havde brug for mig.”
Hun kiggede direkte på Fanny med rolige, funklende øjne.
“Men som alle steder i verden, er der meget ondskab på jorden.” Freja sukkede dybt.
“Først forsvandt guldhornene. Og så forbød Odin mig at besøge jer. Han mente ikke, at jeg kunne hjælpe menneskene med kærlighed og frugtbarhed længere. Mørket overskyggede det hele og det blev farligt for mig og Godheim. Men jeg har alligevel besøgt jer i al hemmelighed.”
Freja smilede igen og fortsatte: “En verden uden kærlighed, er en verden så mørk som Ragnarok.” “
Men hvad er det, som Fanny kan hjælpe guderne med og hvad skete der egentlig med hendes mor?
Denne bog er den første i trilogien om Fanny Fairychild og der gik ikke lang tid fra første side var vendt og til at jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Man fornemmer hurtigt, at Lindbo har været grundig i sin research for der er både en ordliste og tegnede kort, og hun væver stille og roligt elementerne ind i historien om Fanny, Sebille og alle de mennesker og væsener, som Fanny møder på sin vej. Den næste i serien er allerede udkommet og jeg glæder mig til at se, hvilket eventyr at Fanny og alferne kommer ud på. Alt i alt en skøn og velskrevet roman til børn fra 10 år og opefter, der handler om hvad der kan ske, når alfer, menneskebørn og nordiske guder beslutter sig for at kæmpe sammen mod onde kræfter, der truer med at ændre hele verden.
Leave a Reply