Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren, 2008. Gyldendal. Opr. udgivet som Bröderna Lejonhjärta i 1973, oversat af Kina Bodenhoff. Antal stjerner: 5/5

Hvad er Nangijala egentlig for et sted og hvordan bekæmper man egentlig ondskab, når fjenden er stor og mægtig og man selv blot er et barn på ti år med et stort hjerte?

Karl og Jonatan er brødre og de bor sammen med deres mor Sigrid i et af de der gamle træhuse, hvor der er en slagbænk i køkkenet. Karl, der også kaldes Tvebak af sin storebror, er hjemme, da han er ramt af sygdom og en aften hærger en brand i kvarteret. Jonatan redder Karl ved at have ham på ryggen, da han hopper ud af et vindue og Jonathan mister livet i faldet. Men en aften dukker han op i køkkenet, da Karl er alene hjemme og fortæller ham, at han er taget til Nangijala, hvor han vil vente på Karl og før Karl ved af det, befinder han sig også i Nangijala, hvor de skal bo på Ryttergården i Kirsebærdalen:

“Jeg syntes, det kunne være sjovt at komme med ned i Guldhanen om aftenen og se, hvad det var for en slags mennesker, der boede i Kirsebærdalen. Jeg ville vide alt om Kirsebærdalen og Nangijala. Jeg ville se, om det stemte på en prik med det, Jonatan havde sagt. For resten kom jeg til at tænke på noget, og det mindede jeg ham om, mens vi red.

“Jonatan, du sagde, at i Nangijala fik man lov til at opleve eventyr fra morgen til aften og om natten med, kan du huske det? Men her er jo så fredeligt og stille og slet ingen eventyr.”

Da lo Jonatan. 

“Det var i går, du kom, har du glemt det? Dit lille fjols, du har jo knap nok stukket næsen indenfor! Eventyr skal du nok nå at opleve.” 

Og jeg sagde, at når jeg tænkte efter, så var det tilstrækkelig eventyrligt og herligt at have det, som vi havde det med Ryttergården og vores heste og kaniner og alting. Mere eventyr end det behøvede jeg ikke.” 

Helt roligt er der dog ikke i Nangijala, for selvom Kirsebærdalen ser ud til at være et fredeligt sted og fuld af lykke, så er der et navn, der kan få alle til at gyse og det er Tengil. Han hersker i Karmanjaka, og han har også kapret den skønne grønne dal i Nangijala kaldet Rosendalen. Tidligere var der stier mellem Kirsebærdalen og Rosendalen, men nu er det sværere at få en besked over til den anden dal, men duedronningen Sofie har både velopdragne duer og planer for hvad der skal ske. Jonatan drager afsted mod Rosendalen for at se, hvad han kan gøre og selvom Karl ikke er ret stor og endnu ikke kender Nangijala særlig godt, så rider han afsted ganske alene. Og Karl lærer hurtigt, at alt ikke er helt som det ser ud til, for der er en forræder i Kirsebærdalen (som jeg har angivet med et X for ikke at spoile forræderens identitet her i anmeldelsen) og det er ikke så lidt at denne forræder snakker med et par af Tengils mænd om, da Karl støder på dem oppe i bjergene. Men han finder også ud af, hvad Katlategnet er for noget: 

“Han fedtede for dem og prøvede at indynde sig, men Veder og Kader brød sig ikke om ham, det var tydeligt. Det er vel sådan, at ingen bryder sig om en forræder, selv om de benytter sig af ham.
SIne ører fik han dog lov at beholde, dem skar de ikke af. Men de gjorde noget andet, de mærkede ham med Katlategnet.

“Alle Tengils mænd skal være Katlategnet, også en forræder som dig,” sagde Veder. “Så du kan vise, hvem du er, hvis der kommer spioner til Kirsebærdalen, som ikke kender dig.”
“Ja vel, jo,” sagde X

De befalede ham at åbne jakke og skjorte, og med et brændjern, som de varmede i ilden, brændte de Katlategnet ind i hans bryst,
X skreg, da han blev ramt af det glødende jern.
“Ja, mærk selv,” sagde Kader. “Nu ved du til evig tid, at du er en af vore, forræder som du er.”

Af alle mit livs nætter var den her nok den længste og den sværeste, i hvert fald siden at jeg kom til Nangijala. Og det værste var næsten at ligge der og høre X prale af alt det, han havde udtænkt for at ødelægge Kirsebærdalen.” 

Men hvordan skal Karl få sagt forræderens navn videre til Sofie, så hun kan lægge nye planer og hvem er Katla egentlig, som Tengils mænd får et brændemærke af? 

Kender i det der med at man fortrænger dele af bøger sådan helt ubevidst og man så sidder tilbage helt chokeret og med tårer i øjnene? Det var jeg kommet til at gøre med denne bog om Karl og Jonatan og den rammer hårdt, selvom denne her læser nu er voksen. Det er en frygtelig vigtig bog om at kæmpe for retfærdighed, det at miste et familiemedlem som står en meget nær og ikke mindst det at lære sig selv og sit mod at kende. Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg læser den og jeg vil aldrig glemme de billeder, der blev skabt i mit hovede, da jeg læste om den smukke kirsebærdal. Alt i alt en uforglemmelig historie om brødrene Løvehjerte, som jeg både vil anbefale til større børn og voksne, for hvem har ikke brug for en historie, hvor de gode bekæmper de onde og hvor mennesker står sammen for at bevare det og dem, som de har kær. 

Og her til sidst vil jeg dele det citat fra bogen, som netop er blevet kåret som danskernes yndlingscitat fra en bog: 

“Men så sagde Jonatan, at der var ting, som man var nødt til at gøre, selvom om det var farligt. 

“Hvorfor det?” spurgte jeg. 

“Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort,” sagde Jonatan.”

1 Comment

  1. Signe

    oktober 29, 2019 at 11:18 pm

    Denne las eg mange gonger som barn. Eg skulle lesa ho ein gong til i samband med jobben, men måtte ta ein pause allereie i starten, når Karl legg igjen lappen til mora si – gråt ikke for meg, mamma, vi sees i Nangijala. Så fint og så trist! Må koma meg litt for å fortsetja. Ei nydeleg bok.

Leave a Reply