Den uægte af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

Den uægte af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt, 2018. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan man kende forskel på et menneske og en robot og hvem narrer egentlig hvem, når alt kommer til alt?

Joakim er en ganske almindelig teenager: Han har en familie, der støtter ham, en sød kæreste og så er han ikke så ringe til at løbe. Han har vundet flere løbekonkurrencer og en dag efter en konkurrence får han besøg af en fremmed, som giver ham et visitkort i hånden og nævner, at Joakim bør kigge forbi firmaet, for der er en chef, som meget gerne vil møde ham. Da Joakim kigger forbi, gennemgår han nogle tests og finder ud af, at de har fulgt ham i længere tid, men han kan ikke helt finde ud af, hvad det er de vil med ham:

“Hvorfor er jeg her?

En ung mand der går lige til sagen. Sådan. Så vil jeg også gå lige til sagen: fordi du skal være vores deltager i et stort, uofficielt mesterskab for unge løbere. Her er dem, du skal løbe mod… Nogen kender du, andre sikkert ikke, men hvis du er så god, som vi tror, kommer du til at møde denne person i finalen…

En pige?

Hun hedder Jennifer Last.”

Jennifer Last er ikke helt som de andre løbere, hvilket Joakim hurtigt spotter ud fra hendes data. Hun løber helt utrolig meget og Joakim får til opgave at vinde over hende, for der er også noget andet ved hende, som er helt usædvanligt. For at kunne vinde over hende er han nødt til at blive endnu bedre og det her firma tilbyder ham en plads på et eliteuniversitet for internationale sportsudøvere. Han spotter hurtigt Jennifer Last på eliteuniversitetet, men hun er ikke så udadvendt som mange af de andre han møder, og han må have tålmodighed. Men en aften møder han hende i træningscenteret, hvor han hører hendes historie:

“Jeg har løbet hele mit liv. Min far, der er død for mange år siden, var selv løber… Og derfor… Jeg kan bare ikke lade være med at løbe… Når jeg løber, er det som om alt i mig falder på plads. Jeg føler mig som den, jeg egentlig er… Hvorfor stopper du?

Lige sådan har jeg det også.”

Men hvorfor er det, at Joakim skal løbe mod Jennifer Last og hvor godt kender han egentlig sine venner og sin familie? Lige siden at jeg læste ‘Diego og Dolly’ af samme makkerpar har jeg glædet mig til at læse deres næste projekt og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er en grafisk roman til unge læsere, men voksne kan bestemt også blive taget ved næsen af denne her historie, for Joakims liv er ikke helt, som han selv går og tror. Det er en genkendelig fremtid, som historien foregår i og kombinationen af Schmidts illustrationer og Wung-Sungs ord gør, at man bliver draget ind i historien fra allerførste side.

Alt i alt en virkelig interessant graphic novel, som er svær ikke at læse i et stræk og hvor Joakim må finde ud af, hvordan hans verden egentlig ser ud, for måske er alt ikke helt, som han tror.

Leave a Reply