#Bognørdede links – Kommende film baseret på bøger

Så blev det tid til endnu et indlæg om de film, som netop er eller er på vej i biografen, som er baserede på film samt et par ekstra, som er lidt derhen af. Den første er ‘Skytsenglen’, som havde premiere her i Danmark i slutningen af juni. Den er baseret på en roman af Kevin Frazier & Arto Halonen og bogen er skrevet sideløbende med filmen, som i kan læse lige her ovre på Politikens Forlags hjemmeside. Jeg har endnu ikke selv fået fat i bogen eller set filmen, men det kan ikke gå helt galt, når Pilou Asbæk er sat til at spille hovedrollen. Den handler om et såkaldt hypnosemord, der fandt sted i København tilbage i 1951, og er rent faktisk baseret på en sand historie. I kan læse mere lige her på IMDB (som er min favoritside, når det gælder film og serier)

For en del år siden stødte jeg på ‘The Little Stranger’ i en genbrugsbutik og jeg har ofte tænkt, at jeg snart skulle se at få den læst. Tidligere denne måned faldt jeg så over nedenstående trailer på YouTube og bogen har nu bevæget sig fra reolen til natbordet. Den ser simpelthen så god ud! Bogen er skrevet af walisiske Sarah Waters og den blev udgivet tilbage i 2009. Den foregår i 1940’erne og det skulle være noget af en spøgelseshistorie. De to hovedrolleindehavere er Domhnall Gleeson (kendt fra ‘About Time’ og som Bill Weasley i de sidste Harry Potter film) og Ruth Wilson (kendt fra ‘Saving Mr. Banks’, som er en af mine yndlingsfilm og  BBC’s ‘Jane Eyre’ fra 2006) og den får dansk premiere i slutningen af september. I kan læse mere om ‘The Little Stranger her på IMDB.

I ugen op til efterårsferien kommer denne her film i biograferne, nemlig ‘Vildheks’, der er baseret på en bogserie af Lene Kaaberbøl. Jeg skal netop nu til at læse den sidste bog (som Kaaberbøl har skrevet) i W.I.T.C.H-serien, og det er faktisk de første bøger af hende, som jeg har læst. Den første bog i serien om ‘Skammerens Børn’, nemlig ‘Skammerens datter’, udkom lige omkring det tidspunkt, hvor jeg højest sandsynligt læste bøgerne om Anne Shirley og Laura Ingalls Wilder og derefter begyndte jeg ret hurtigt at læse ungdomsbøger. Jeg har dog hørt virkelig mange gange de senere år, at Kaaberbøls bøger skulle være fantastiske og jeg skal uden tvivl nå at få læst både serien om ‘Vildheks’ inden filmen får premiere. Det er faktisk en familiefilm, men voksne kan vel sagtens se den alligevel. I kan læse mere om ‘Vildheks’ på Kino.dk lige her.

Her er en trailer til filmen, som Nordisk Film delte på SoMe tidligere denne uge:

Endnu en dansk film her på listen og denne her er baseret på en noget ældre bog. Henrik Pontoppidan udgav den i løbet af årene 1898-1904 og det er en af de der klassikere, som jeg kender bedst af titel og ikke af handling. Faktisk har jeg ikke læst noget af ham endnu, til trods for at han fik Nobelprisen tilbage i 1917 sammen med Karl Gjellerup, men jeg er vist ikke den eneste, der lige pludselig skal til at læse den. Faktisk er alle 5 udgaver udlånt, der hvor jeg er i virksomhedspraktik for tiden og når en så gammel roman bliver filmatiseret, må den være god. Den handler om en ung fyr, som flytter fra Jylland og til København og han forelsker sig i pigen Jakobe. I kan læse mere om filmen her på Kino.dk 

En af de bedste britiske nulevende forfattere er uden tvivl Ian McEwan, hvis du spørger mig. Heldigvis har jeg stadig en hel del til gode i hans forfatterskab og faktisk også bøgerne bag de her to nedenstående film. Hvis du endnu ikke har set eller læst ‘Atonement’, så kan jeg varmt anbefale begge dele. ‘Den dag på stranden’, som ‘On Chesil Beach’ hedder på dansk, handler om et ung nygift par tilbage i 1962 og det er som om at de stadig ikke ved helt hvad de bør vide om hinanden. Hvis du har set ‘Atonement’, kan du sikkert genkende hovedrolleindehaveren i denne her, da Saoirse Ronan også spillede den unge Briony Tallis og den mandlige hovedrolle spilles af Billy Howle, der i 2017 var med i ‘The sense of an Ending’ (som også var baseret på en bog, men af Julian Barnes). Bogen af McEwan er i øvrigt en kort en af slagsen på 166 sider fra 2007 og den blev faktisk nomineret til en Man Booker Prize. I kan læse mere om filmen herovre på Kino.dk og den er i biograferne i september måned.

Noget af det bedste ved McEwan som forfatter er at han ikke er bange for at tage kontroversielle emner op og det gør han bestemt også i nedenstående film om dommeren Fiona Maye i ‘Dommerens Valg’, som i første omgang blev udgivet som ‘The Children Act’ i 2014. Maye skal dømme i en sag, hvor en dreng har kræft, men familien er medlem af Jehovas Vidner og der er helt specielle love når det gælder behandling. Emma Thompson spiller Maye (hun har været med i en hel masse film, f.eks. ‘Saving Mr. Banks’, Trelawney i ‘Harry Potter’ og ‘Nanny McPhee’) og hendes mand spilles af Stanley Tucci (som blandt andet har spillet Nigel i ‘The Devil wears Prada’). Den kommer i de danske biografer allerede næste måned og i kan læse mere om den lige her på IMDB. 

Og så lige to ekstra, der ikke er baseret på bøger, men som har relationer til bøger på en eller anden vis. Lige denne her dukkede på en dag ovre på YouTube og den handler om en gruppe kvinder, der har kendt hinanden i mange år og som begynder at læse ‘Fifty Shades of Grey’. Filmen har et fremragende hold af dygtige skuespillerinder, heriblandt Diane Keaton og Jane Fonda og den ser kort sagt hylende morsom ud. Den kommer i de danske biografer i starten af august og i kan læse mere om den lige her.

 

Sidste år kom filmen ‘Goodbye Christopher Robin’, som handlede om manden bag Peter Plys, nemlig A.A. Milne og hvordan han begyndte at skrive om bjørnen. I år er det så en film om drengen Jakob, der er blevet voksen (han spilles af Ewan McGregor), men det er som om at han har mistet en hel del af den fantasi, som han havde som barn og derfor får han en dag besøg af sin gamle ven. På engelsk hedder filmen ‘Christopher Robin’ og på dansk kaldes den ‘Jakob og Peter Plys’ – hvorom alting er, så skulle den gerne få dansk premiere i oktober måned. I kan læse mere om den på IMDB herovre.

 

Hvad med jer? Skal i ind og se et par af disse film eller har jeg glemt at nævne nogle titler? 

Leave a Reply