Mhairi McFarlane om litterære BFF’s, forfatteridoler og det at være forfatter + konkurrence

Herover ser i et billede inde fra Glyptotekets have, som er taget torsdagen inden Bogforum. Til venstre ser i Tina Dines Appelt, som er presseansvarlig på HarperCollins Nordic DK og til højre ser i selveste Mhairi McFarlane. Jep, jeg fik mulighed for at møde hende ikke bare én gang, men faktisk 2 gange inden Bogforum startede. Et par uger inden modtog jeg en mail fra forlaget, hvor de spurgte, om jeg havde lyst til at interviewe hende. Jeg sagde ja så hurtigt som muligt og da jeg kun havde læst 2 af hendes 4 bøger, gik jeg igang med endnu én og nåede at blive færdig på vej hjem onsdag aften efter bloggerarrangementet, som jeg har skrevet om her.

Jeg mødte Appelt inde ved Glyptotekets indgang ved middagstid, hvor McFarlane var i gang med at blive interviewet til My Daily Space, hvis interview allerede kom op dagen efter Bogforum lige her. Selv har jeg været ramt af både eksamen og sygdom siden og derfor tænkte jeg, at det ville være perfekt læsning på sådan en kold vintermandag, selvom det er et lidt langt interview. Jeg foretog interviewet på engelsk, men har besluttet mig for at oversætte det, da jeg altid skriver indlæg på dansk.

Mit første spørgsmål til McFarlane handlede om hendes skriveproces. Tidligere har jeg hørt forfattere snakke om planlægning af bøgerne, dette blandt andet ved hjælp af post-its på vægge, men McFarlane fortalte hurtigt, at hun ikke brugte post-its og hun faktisk havde en form for advarende historie derom. En vens ven, fortalte hun, har nemlig altid sagt, at han ville skrive en krimi/thriller/noget i den stil og der hvor han bor har han et værelse, som er fuldstændig dækket af post-its, men han har faktisk aldrig skrevet bogen, selvom alt er planlagt. Og McFarlane har en teori om, at det sker, når du har planlagt hver en lille detalje. “Jeg ville faktisk finde det virkelig svært, hvis jeg er ærlig, fordi at jeg tror at de interessante idéer kommer til dig organisk, medens du skriver og jeg tror at en stor del af tiden starter karaktererne med at leve et et liv en smule hinsides det liv, som du havde planlagt for dem og en masse interessante idéer kommer ud af dette”, forklarede hun og for hende er det vigtigt at man som forfatter også er meget begejstret og interesseret i ens egen historie fordi at dette skinner igennem til læseren og hun forklarede at “det er sådan at du tester, hvornår læseren måske keder sig”. Ikke at hun er en fortaler for ingen planlægning, men i det øjeblik, hvor man ved det hele, føler hun, at det bliver et job.

Noget planlægning er dog en god idé og hun fortalte om hendes form for analogi for hendes skriveproces: det er ligesom at købe en billet til en togstation og du ved hvad den endelige station er. Du kender nogle af de store stop undervejs og der vil blive mindre stop, som du ikke ved noget om og en masse landskab, som du ikke havde forventet. Du ved, hvor du ender henne, men du ved ikke helt, hvordan rejsen bliver og for hende er det det niveau af planlægning, som fungerer godt.

Ovenstående er billede fra Bogforum med Julia Lahme til venstre og McFarlane til højre

I og med at McFarlane efterhånden har skrevet 4 bøger (og med en femte på vej) tænkte jeg, at det kunne være interessant at høre om hendes skriveproces og om den har ændret sig fra første bog og indtil nu. “Nej, det er altid svært at svare på spørgsmål som disse uden at høre min redaktørs skraldgrin og raseri, ja, de har ting skal ændres Mhairi, din tosse”, sagde hun. Det er mere eller mindre det samme, men hun genkender faldgruberne hurtigere nu, men ellers er det stort set det samme. Når det gælder idéerne til historierne, spørger hun først og fremmest sig selv: “Hvilken udfordring finder jeg interessant, fordi jeg tænker, at mine heltinder alle har en udfordring foran dem og en stor ting sker, som de er nødt til at komme igennem”.

I den nyeste “Findes der én, findes der flere” handler det meget om sociale medier og omdømme og et tema i hendes bøger lader ifølge hende selv til at være hvordan folk tror dit liv er versus hvad det egentlig er og måden vi alle bygger en form for facade. Når hun ved hvad udfordringen er, så begynder hun at tænke på heltinden og de folk, som er i hendes liv, som vil have både mr. Right, mr. Wrong og resten af det og hendes venner og hele arkitekturen af hendes liv og hvad der så sker bagefter og hvordan man kan få det til at fungere. “Men jeg prøver at opbygge en stor romance, men det er bag hendes udfordring”, sagde McFarlane og selvom hun godt kan lide romantikken, så er det i hendes bøger mere end dessert efter måltidet.

Jeg var netop blevet færdig med “Fra og med dig” og vi snakkede lidt om forholdet mellem Anna og James. Selv indtil slutningen var jeg ikke helt sikker på hvordan den ville ende og i det interview, som hun netop havde deltaget i, blev hun spurgt om, hvordan hun formår at holde det uforudsete uforudset. Hun indrømmede blankt at der ikke er noget rigtigt svar på det, men at det er hårdt arbejde at tænke at man ikke udfolder alt hele tiden, men at man hinter en lille smule og selvom man har en anelse om hvem der ender sammen og hvordan, så er man ikke helt sikker på at det lader sig gøre. I førnævnte bog er der en karakter ved navn Eve, som McFarlane selv beskriver som en “fool tool villain”, som betyder noget i retning af en skurk, som både er et fjols men også et værktøj og hun forsøger altid at skrive hendes skurke som om at de har deres eget rationale og så de ikke er skurken i deres egen historie. Med Eve fungerede det dog ikke helt, da “Eve er i grunden bare et monster”, men det er meningen at hun skal udtrykke alle de ting, som James finder ud af, at han ikke skal være i nærheden af.

En af de ting, som jeg selv var særlig vild med, var den skiftende synsvinkel på historien mellem James og Anna og McFarlane elskede at gøre det på den måde. “En hemmelighed er, eller måske ikke en hemmelighed, at jeg har haft en slags gimmick med hver bog bortset fra den sidste”, erklærede hun. I “I det øjeblik var jeg din” er der tidshop mellem nutiden og da de er studerende på universitetet, i “Fra og med dig” er det de to perspektiver og i “Det er ikke mig, det er dig” er der en tegneseriestribe samt den sædvanlige historie. Selv var jeg vild med det sidstnævnte, men ikke alle havde det på samme måde, fortalte McFarlane, men i “Findes der én, findes der flere” sagde hun til sig selv; “Okay, jeg skal bare fortælle en historie, den har en start, en midte og en slutning”.

Det næste spørgsmål, som jeg havde forberedt, drejede sig om hvem der læser det endelige manuskript og her fik jeg tilføjet om det måske var hendes samlever eller hendes redaktør. “Det er min bror, fordi min bror er den som fik mig til at skrive bøger til at starte med”, forklarede hun, “han er en stor fan og jeg kan godt lide at ham læse fordi han sædvanligvis aldrig ville læse en bog som den, for så ved jeg, at hvis jeg har underholdt ham og han er blevet lige til det sidste, at jeg sikkert har gjort et stykke rimelig hæderligt stykke arbejde“. Derefter er det hendes ven Sean, som er i samme kategori som hendes bror og han er god til at sige rare ting og så er det hendes veninde Tara, som læser den og som i modsætning til de to mænd elsker den genre. Tara optræder også ofte på en eller anden måde i hendes bøger, f.eks. læser James noget op i “Fra og med dig” fra en bog fra forlaget Mills & Boon, der udgiver Harlequin-bøger og der er en kvinde deri, der hedder Tara.

Men hun har uden tvivl en håndfuld læsere, som hun stoler på og det er noget, som hun uden tvivl vil anbefale alle, som har planer om at skrive en bog. “Vis det ikke til alle dine venner, medens du skriver. Find ud af hvem dine cheerleaders er – jeg mener ikke nødvendigvis onde mennesker, som bare vil sige søde ting, men find ud af hvilke mennesker, som faktisk vil give dig noget tilbage efter at de har læst det. Og du kan få konstruktiv kritik og det er det, som driver dig frem”, forklarede hun. Selv lærte hun det på den hårde måde, da hun viste alle den første tekst, som hun havde skrevet og hun fik nogle virkelig underlige reaktioner, såsom “Oh, jeg kunne ikke komme videre end den første side” eller “Det var okay, men jeg kunne have skrevet det bedre” og hun har også hørt andre forfattere nævne det. Tara blev f.eks. ved med at efterspørge flere sider og det hjalp hende virkelig med “I det øjeblik var jeg din” (red.hendes debutroman i øvrigt), for hun tænkte “Ingen vil nogensinde læse denne her, du har brug for at at skrive en bog, hvad dælen har du gang i”, erkendte McFarlane, men hendes bror fortalte hende at han nød det og efterspurgte mere og da gik det op for hende, at hun måske kunne have en karriere som forfatter. “Hvis folk spørger “hvad sker der som det næste”, så har du knækket koden, fordi det er faktisk hele pointen med historiefortælling, nogen vil vide, hvad der sker som det næste.”

Næste spørgsmål drejede sig om hvad hendes favoritting er ved at være forfatter og McFarlane indrømmede, at det ville komme til at lyde meget nørdet og som en kæmpe løgn, men at det var sandheden, nemlig når hun finder sit Word-dokument frem på hendes pink Macbook (“som alle chick-lit forfattere har jeg en rose gold Macbook Air” bekendte hun), og det er faktisk, når hun har siddet der og skrevet og om hun så græder eller fniser, så er det når hun har skrevet noget, som hun ved er så godt, som det kan være. “Når jeg har skrevet noget, som jeg bare er virkelig tilfreds med, så kan jeg ikke tro, at jeg faktisk får penge for at gøre det her, bare sidde der og finde på fjollede ting på min bærbare som folk faktisk vil betale for at læse”, sagde McFarlane. Hun nyder også at gøre ting som være ude og møde læserne og hendes venner var ret meget oppe og køre over hendes tur til København.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om det at man som forfatter ofte tager til messer og festivaler og pludselig kom vi omkring bogforsider og arbejdet bag disse. Det er også en af McFarlanes favoritting (aftenen inden nævnte hun hvor glad hun var for forsiderne på de danske udgaver) og efter lidt debat om titlen på hendes debut (som på engelsk hedder “You had me at hello”), og hun gjorde et stort nummer ud af at de ikke måtte putte glimmer og en pige som sjipper på forsiden, men da hun åbnede mailen fra hendes redaktør og så forsiden i miniature-størrelse, vidste hun, at det var helt fantastisk. McFarlane begyndte faktisk at skrige så snart hun så det og råbte “Jeg elsker det, jeg elsker det”. Så et hit fra begyndelsen med den violette forside og den flerfarvede tekst. “Der er noget virkelig spændende  omkring at man selv har fundet på historien, men så har alle disse kreative, talentfulde mennesker fundet en måde som din historie kan se ud på og det er det eneste store samarbejde som du får. Du arbejder med din redaktør på manus, men manus er stadig principielt dit, åbenlyst tegner jeg ikke mit eget smudsomslag, så når jeg ser at andre har talent og de bruger deres talent til at lave et billede til din historie, det er bare den bedste ting,” forklarede hun. Egentlig kan hun godt lide pink, men hun ville ikke have at det var lidt mere glamourøst og feminint.

Forud for interviewet havde jeg set et par videoer med McFarlane på YouTube, hvor hun blandt andet nævnte noget om hendes arbejdsrutine, hvor hun skriver hele dagen og sommetider går på pubben om aftenen med hendes venner. Det gør hun faktisk stadig og dette er blandt andet fordi at det at skrive godt kan blive meget ensomt, så hvis nogle ville spørge hende om det værste ved at være forfatter, ville dette være det. “Jeg plejede at arbejde på en nyhedsredaktion og jeg plejede at have meget travlt og jeg plejede at have et godt grin med dem, som jeg arbejdede med og sagen er den, at der altid er nye historier på nyhedsredaktioner og der er altid en masse sjove, kyniske folk og jeg nød det virkelig. Så da jeg besluttede mig for at jeg skulle skrive bøger, pludselig, whuuush, lysene går ud og det er en bærbar computer hele dagen. Så det er stort set mig,” forklarede hun. Helt alene er hun dog ikke – hun har en “fluffy” kat. Men hun arbejder også bedre, hvis hun ved, at noget er planlagt om aftenen og nævnte hvordan hun havde oplevet hvordan folk, som kommer tilbage efter barselsorlov og som skal hente børn på et bestemt tidspunkt, er nogle af de mest effektive medarbejdere, for de har en bestemt deadline at holde sig til hver dag.

Da jeg og andre bogbloggere mødte hende aftenen før, citerede hun Stephen King og noget, som han havde fortalt om det at skrive. Derfor spurgte jeg ind til om hun læser mange bøger eller artikler om det at skrive og det gjorde hun faktisk dengang hun startede med at skrive. Der er 2 bøger, som hun altid anbefaler; den ene er Stephen Kings “On Writing” som også er god til dem, der ikke har planer om at skrive og så er der en bog, der hedder “How to not write a novel”, som tager de værste klichéer og gør grin med dem, men på den anden side er den også god til at få en til at tænke over de valg, som man tager. I starten var hun virkelig nysgerrig efter at høre alle de gode råd og der læste hun alt for meget. “Der er et tidspunkt, hvor man bare begynder at tage imod al vrøvl og så er der “How to write a bestseller”-hylder og personen, som har skrevet bogen om hvordan man skriver en bestseller har ikke selv skrevet en bestseller og det er det første fingerpeg om det måske ikke er et geni bag de her “behind the scenes”-ting,” fortalte hun. På internettet er der også folk som siger modsigende ting og da hun selv sad med flashbacks i “I det øjeblik var jeg din” og læste at det skulle man aldrig gøre, gik hun i panik.

Men heldigvis holdt hun ved sin første fornemmelse og hun snakkede også med en ven om det, da hun virkelig var i tvivl. Men hendes fornemmelse sagde at det var interessant at dykke ned i karakterernes fortid og hendes ven fortalte hende at “V.S. Naipaul bruger flashbacks, imidlertidigt har jeg aldrig hørt om den kvinde”, som i hende der havde skrevet at man ikke måtte bruge flashbacks. Så hendes gyldne råd efter denne oplevelse er, at man skal glemme regler, for hun tror ikke, at nogen faktisk ved hvordan man er sikret at man bliver læst og horisonten ændrer sig altid, så man skal stole på sin fornemmelse.

Næste spørgsmål på mit stykke papir drejede sig om læsning og jeg spurgte ind til om hun læste meget selv som barn og om hun kunne huske nogle titler. Hun læste en masse bøger dengang og der gik ikke mange sekunder før hun nævnte Judy Blume og hendes bog “Forever”, som alle var helt vilde med da hun var i grundskolen (typisk fra 5-11 årige i øvrigt) fordi der var sex i bogen. Hun læste en masse af Judy Blume og så begyndte hun at læse de bøger, som hendes mor havde i huset og det var en masse feministiske bøger og feministiske memoirs, så da hun var 12 år, havde hun læst Gloria Steinem og lignende bøger. Som barn var hun dog virkelig glad for Narnia-bøgerne og fantasy som f.eks. Ursula Le Guins bøger. “Jeg læste ikke, sjovt nok, romance bøger, min bedstemor og grandtante var meget glade for Georgette Heyer og jeg har faktisk aldrig læst, hvilket er en frygtelig ting, min redaktør ville kede sig, hvis jeg indrømmer dette, jeg har aldrig læst en Georgette Heyer og jeg har arvet de sæt, så jeg gør det en dag”. Jane Austen blev så hendes start og hendes søster har faktisk påpeget hvordan plottet i Austens “Overtalelse” også er at finde i “I det øjeblik var jeg din”, men på en moderne måde. Det var også hendes oldemors favoritbog. Jeg indrømmede, at jeg endnu ikke har læst noget af Austen og at jeg istedet havde læst bøger af Brontë-søstrene og den bog, som er på vej, starter faktisk med et citat fra “Stormfulde Højder”,så det bliver spændende.

Det bragte mig videre til spørgsmålet om hvilken forfatter, død eller levende, som hun ser op til. “Jeg siger altid David Nicholls, så jeg vil ændre lidt i det og sige at jeg var virkelig overvældet af Gillian Flynn, da jeg læste “Kvinden der forsvandt”, sagde hun og fortsatte med “personligt elskede jeg den, jeg synes at den var sindssyg spændende. Hun er brilliant til hendes karakterer og hun er brilliant til prosa”. Men selvom hun fik julelys i øjnene, da jeg nævnte at jeg var vild med “Samme dag, næste år” af Nicholls, så var det “Stolthed og fordom” som blev hendes svar på spørgsmålet om, hvilken bog der er hendes yndlingsbog. Kate Atkinson er hun også stor fan af og anbefalede den der hedder “Behind the Scenes at the Museum”. Når hun selv skriver, læser hun udenfor sin egen genre for at noget ikke ved et uheld sniger sig ind i hendes egen bog. F.eks. nævnte hun Marian Keyes, som hun havde på sin Kindle, for hun kommer til at genoverveje egne beslutninger som dialog og plot, så derfor venter hun.

Aftenen forinden havde vi diskuteret “Fifty shades of grey” og “Twilight” og da jeg nævnte, at jeg endnu ikke havde læst dem, udbrød hun “Jesus! Du er en mere proper kvinde end jeg”. Selv læste hun dem på Kindle og selvom læsningen for hende var som et langsomt biluheld, så måtte E.L. James have gjort noget rigtigt, fordi hun købte dem alle sammen alligevel. McFarlanes problem med de bøger og også Twilight er hvordan det usunde forhold mellem manden og kvinden er beskrevet. Bella lader til kun at få opmærksomhed, når hun er skadet eller vil skade sig selv, ifølge McFarlane, og det er problemerne med fyrene, som altid kommer i fokus. “Og det er virkelig noget, som jeg forsøger at holde mig væk fra i mine bøger”, forklarede hun videre. Hun har dog også læst alle Twilight-bøgerne og set alle filmene og hele den setting i Forks, Washington med regnen og det mørke var en genistreg ifølge McFarlane; “Den har sine romantiske øjeblikke selvom det er klart at Edward er en stalker. Han er en creepy fyr, uden tvivl, du ved, det har noget i sig”.

Da vi tidligere var inde på Mills & Boon bøgerne og nu inde på Twilight, kom jeg til at tænke på, om hun også have en fase, hvor hun læste Harlequin-bøger og ja, det gjorde hun og det gør hun stadig. Hun og hendes veninde Tara læser dem begge og McFarlane mener faktisk, at nogle af dem er mere avancerede og bedre skrevet end “Fifty Shades of Grey”. Da “Fra og med dig” udkom, hvor bøgerne bliver nævnt, fik hun faktisk en virkelig vred anmeldelse på Goodreads og dernæst en e-mail, hvor hun måtte forklare at hun faktisk godt kunne lide Mills & Boon og de endte faktisk med at blive venner.

På dette tidspunkt kom Appelt hen for at joine os og jeg fik spurgt ind til hvad hun netop nu var igang med at læse. På hendes Kindle på vej til København var hun netop begyndt at læse “Eleanor Oliphant Is Completely Fine” af Gail Honeyman, som var ret populær i England på dette tidspunkt. Men hun læser ikke altid på hendes Kindle. “Jeg får hardbacks og paperbacks til jul”, erklærede hun og fortsatte “men jeg køber på min Kindle og jeg kan godt lide at købe på min Kindle fordi at jeg virkelig godt kan lide måden, hvor jeg kan impulskøbe, som jeg ikke ved, om du kan lide, men hvis jeg smutter i Waterstones, så er det generelt fordi at jeg ved præcis hvilken bog jeg kigger efter og jeg vil blive overtalt af en flot forside eller et stort stempel med “Book of the year”, men jeg kan godt lide at på Kindle kan jeg bare læse, læse en artikel om nogen, der har en bog ude og jeg skal have den, så ja, det har jeg en tendens til at gøre”. Og det er ikke kun chick-lit, som hun læser. Hun er faktisk også glad for thrillere og krimier.

Til spørgsmålet om hvilken litterær karakter der ville hendes bedste veninde og hvem der ville være hendes litterære crush, var der absolut ingen tvivl. “Elizabeth Bennett i “Stolthed og fordom” ville være min bedste ven. Jeg vil gerne være hende, men jeg synes bare at hun er fantastisk, Vi talte om Bella i “Twilight” og “Fifty Shades of Grey” og jeg tror at Elizabeth, hvordan er det muligt, du ved, hun var skrevet for cirka 200 år siden, hun er egentlig en prototype feminist, er hun ikke? Hun er intelligent, livlig, hun vil ikke lægge sig ud med folk, som piller hende ned med hendes klasse og hun er fantastisk. Litterært crush? Hm, det må simpelthen være Mr. Darcy”.

Hvis McFarlane skulle tilbage til universitetet for at læse, ville hun nok læse Historie, da hun altid har været bedre til fag som engelsk, sociologi og historie og ikke så god til fag som fysik. “Jeg ville gerne have læst historie, tror jeg uden tvivl, det var mit andet valg. Så hvis jeg tog tilbage, historie, men man ville håbe at man ville få de interessante perioder egentlig, der er også kedelige dele af historie og mere spændende dele sådan lidt “Game of Thrones”. Karakteren Anna i “Fra og med dig” arbejder netop med en historisk udstilling, men dette var faktisk fordi at hendes kæreste var sådan lidt “Hun burde være akademiker. Hun burde læse det her” og hun var lidt skrækslagen, da hun skulle skrive om det, da hun ikke anede hvordan det ville være at arbejde i universitetsverdenen. “Jeg tror at det er derfor at forfattere holder sig til historier, som kunne være om deres eget liv og jeg tror i virkeligheden at vi alle er skrækslagne for jobs, som vi aldrig har været i”, forklarede hun.

Da McFarlane selv har læst på Manchester University og byen også spiller en rolle i en af byerne, var jeg nødt til at høre hende ad, hvorfor hun lige valgte Manchester, da hun skulle læse dengang. “Det er meget nemt, fordi at jeg tog til Manchester og jeg har altid syntes at Manchester var en meget romantisk by og jeg ville virkelig lave en forskel med min første bog. Alle de romantiske komedier finder sted i London, det vestlige London, Dublin, New York, Paris, alle de glamourøse steder. Hvorfor kan man ikke have en romantisk komedie i en stor by nordpå? Hvad er der galt med det? Du ved, to mennesker kan ligeså let forelske sig der?” For hende bliver Manchester en ekstra karakter i bogen “I det øjeblik var jeg din” med dens bygninger og dens konstante regnvejr ligesom New York er det i “Sex and the City”. Selv er jeg også helt vild med Manchester og derfor var jeg nødt til at spørge ind til hvorfor hun ikke havde den endelige kæmpestore kærlighedsscene på biblioteket kaldet John Rylands derovre og der var svaret ganske simpelt: “John Ryland lukker klokken 17, så hvis du vil have en stor scene, når det regner og alle har et glas vin i hånden, og du vil have dette store øjeblik, realistisk set kan det ikke være på John Rylands”, forklarede hun.

Vi kom dernæst til at snakke lidt om Waterstones og hun gik hurtigt til bekendelse: “jeg går i Waterstones, men jeg troede, at jeg var rimelig snedig i min lokale afdeling. Jeg ville gå ind og se hvor mine bøger var, bare vende dem rundt så mine bøger var forrest og være sikker på at jeg ville være i midten af en bordudstilling. Så stille og roligt gå videre og købe andre ting og tage afsted. Og for nylig var en af mine venner derinde for at købe en af mine bøger, og de sagde “Oh, hun er fra Nottingham, vidste du det” og hun sagde “det gør jeg. Hun er faktisk min veninde” og han fortsatte “oh, vi ser hende altid, omarrangere udstillingerne, sætte hende selv forrest””. Så hun var ikke så snedig alligevel. Så med et smil på læben sagde hun at hun nu ud af forlegenhed forsøger at holde sig væk derfra. Men som vi også blev enige om alle tre, så er der større mulighed for et salg, hvis forsiden vender ud af og står forrest. Engang puttede hun også hendes bog ind i en udstilling med “Fifty Shades of Grey” og gik ud. “Jeg er helt sikker på at der nok ville gå en time inden det blev opdaget. Jeg kunne måske have solgt den på den tid”, forklarede hun. Hun spiller et psykologisk trick med hende selv, når hun er afsted enten udenlands eller bare i en boghandel udenfor Nottingham. Hendes samlever eller venner opfordrer hende altid til at tjekke om hendes bog er på hylden og så fortæller hun sig selv: “Hvis jeg finder min bog, så tager jeg et billede af den og hvis jeg ikke finder min bog, så må den være udsolgt”, røbede hun.

Ville du hellere:

Tage til Cadbury World eller en forlystelsespark?

Tage til litteraturfestivalen i Hay on Wye eller tage på Glastonbury?

Tage på vandretur i Lake District eller tage ned til London for at se et teaterstykke?

Have et glas Strongbow (cider) eller en Guiness?

Tage til audition for Great British Bake Off eller X-Factor?

Tage til Narnia eller Eventyrland?

Tage til Costa (lidt som Baresso) for en fancy kop kaffe eller have en cuppa derhjemme? (Men hvis hun kunne villa hun have bragt en fancy coffee bragt til hendes hus, ville hun vælge den)

Tusind tak til HarperCollins Nordic for at give mig mulighed for at interviewe McFarlane. Det var en fornøjelse at møde hende ansigt til ansigt og det er så nu at jeg har mulighed for at udlove en bog af McFarlane til konkurrence, da vi bogbloggere om onsdagen fik et par bøger af McFarlane, som jeg havde på reolen i forvejen (tusind tak til Bogforum og forlaget for eksemplaret) og den er signeret endda. Det drejer sig om “I det øjebik var jeg din”, som jeg har anmeldt på bloggen lige her, men jeg smider lige en ekstra bog i puljen, da jeg pludselig opdagede, at jeg havde dobbelt af “Britt-Marie var her” af Fredrik Backman, som i kan læse mere om lige her. For at deltage skal i svare på dette i en kommentar: Hvilken bog glæder i jer mest til at læse i 2018?

Konkurrencen løber indtil d. 1.marts og i kan også kommentere på opslaget på Facebook og på Instagram. Der vil i øvrigt blive trukket 2 vindere, så held og lykke til jer alle 🙂

3 Comments

  1. Sascha Jensen

    februar 5, 2018 at 11:41 am

    Der er mange jeg glæder mig til, at læse i 2018 men jeg glæder mig nok mest til at læse: “Den der lever stille” ?

  2. Bjarne Jensen

    februar 6, 2018 at 5:00 pm

    Jeg glæder mig lige nu til at læse ‘udslettelse’ af Jeff Vandermeer.

  3. Else Flamsted

    februar 23, 2018 at 10:23 pm

    Der er så mange bøger, som jeg glæder mig til at læse. En af dem jeg ser meget frem til er del 2 af Sjælevandrer af Charlotte Fischer – det var virkelig en debutbog, som tog mig med storm sidste år.

Skriv et svar til Sascha Jensen Cancel