Tro, håb og gorgonzola af Lars Daneskov

Tro, håb og gorgonzola af Lars Daneskov, 2013. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Kan man besvime af at lugte til en rigtig stærk gorgonzola og hvordan finder Anton en rigtig mand til sin mor, der i øvrigt er byens ostedame?

Det her er historien om Anton, der prøver at finde den perfekte mand til sin mor, som desuden skal være en rigtig mand. Ligesom ham Don Amore, som de ser inde i fjernsynet hver uge. Overskæg og smarte biler må være tegn på en rigtig mand og sammen med sin veninde Molly sætter han en eftersøgning i gang. De voksne ser jo altid sådan nogle plakater, der hænger højt oppe og da Molly kan skrive ligesom en voksen, er det et godt sted at starte. Men skolens mest spøjse lærer reagerer på den og pludselig står han nede i ostebutikken og demonstrerer hvor godt han kan danse. Da byens politimand Johnny træder ind i butikken med plakaten, begynder det at give mening for Antons mor og heldigvis befinder pizzamanden Pappa sig også i butikken, så Anton ikke får skældud med det samme:

”Han kunne stadig høre Mor grine nede i butikken, da han lidt efter sad oppe på sit værelse. Han kunne også høre Pappas stemme. Måske talte de stadig om plakaten.

Det kunne godt være, at den slags efterlysningsplakater var rigtig gode, når ens kat var løbet væk, men de duede bare overhovedet ikke til mænd. Det var ikke på den måde, man fandt en mand med overskæg og lange arme.

De måtte finde på noget andet.

I det samme kom Anton i tanke om noget.

Nu vidste han, hvor de skulle finde den rigtige mand til Mor.”

De lange arme er bestemt også vigtige, når det kommer til den perfekte mand. I ostebutikken er nogle hylder nemlig ganske højt oppe, så man skal have noget at stå på, for at nå derop og det går op for Anton, at mænd med lange arme nok også befinder sig i træningscenteret i byen, hvor politibetjenten Johnny også hænger ud. Tilfældigheder gør dog at Antons nye plan igen ender i kaos og en ny plan må der til. Heldigvis indspilles serien om Don Amore ikke langt fra hvor Anton og Molly bor og hans mor sukker altid så dybt, når Don Amore kysser en dame på fjernsynet hver uge, ergo må Don Amore være helt perfekt for hende. Men Don Amore er jo en voksen mand og Anton og Molly er kun børn, så der må en helt speciel plan til at det kan lykkedes og Anton kommer i tanke om noget, som hr. Godtmod nævnte den dag, han dansede rundt i ostebutikken:

”Anton lænede sig frem over bordet.

”Vi skal bruge en stor gorgonzola,” hviskede han. ”Så besvimer han lige på stedet.”

Molly rystede på hovedet og var ved at grine.

”En gorgonzola?”

”Ja, en gorgonzola,” sagde Anton. ”Jeg har selv set det i fjernsynet. Man skal sætte en stor klud op til næsen af dem, man skal kidnappe, og så besvimer man dem. Det kan godt være, det ikke var gorgonzola, men hr. Godtmod siger selv, at det virker. ”

”Hvis hr. Godtmod siger, det virker, så er det rigtigt,” sagde Molly. ”Han lugter dårligt, men han lyver aldrig. ” ”

Men kan man virkelig besvime af at lugte til en stærk gorgonzola og vil det lykkedes Anton at finde en rigtig mand til sin mor?

Allerede i løbet af de første par kapitler kom jeg flere gange til at tænke på Bjarne Reuters gamle serie om Bertram og hans familie og dette på grund af Antons mærkværdige påfund, som er helt fantastiske. Den blev kåret som årets børnebog tilbage i 2013 og det er fuldt ud forståeligt. Daneskov formår virkelig at sætte sig ind i hvordan en søn af byens ostedame tænker og når man først er gået i gang med bogen, er det svært at lægge den fra sig, for man vil jo gerne lige se, om Antons mission lykkedes og hvad han dog finder på undervejs. Den 5.bog om Anton er netop udkommet og jeg kan varmt anbefale den til både oplæsning og læsning selv for børn, da der er mange illustrationer undervejs og den vil uden tvivl minde forældrene om både Reuters og Lund Kirkegaards bøger.

Alt i alt en fantastisk sjov bog om Anton, der er søn af byens ostedame og som vil finde en rigtig mand til sin mor uanset hvad det så indebærer undervejs.

 

1 Comment

  1. Louise Bach Jensen

    november 21, 2017 at 5:52 pm

    Den er så fin og skøn, Har netop selv lige læst og anmeldt den. ?
    Glæder mig til at komme i gang med de næste i serien ?

Skriv et svar til Louise Bach Jensen Cancel