Ord fra en bibliofil

Blækhjerte af Cornelia Funke, 2009. Carlsen. Opr. udgivet som Tintenherz i 2003. Antal stjerner: 5/5

Hvordan er karakterer i bøger egentlig, hvis de nogensinde kommer ud af bøgernes sider og hvordan ser brændte bøger egentlig ud?

I denne første del af trilogien af Funke møder vi Meggie og hendes far Mo, som lever blandt bøger. Mo restaurerer bøger for andre og Meggie er ofte fuldstændig fordybet i bøgernes verden. Meggies mor forsvandt, da hun var ganske lille og siden da har de flyttet rundt omkring på grund af Mo’s arbejde. En nat ændres alt, da manden Støvfinger besøger dem og da Meggie lytter til de voksnes samtale, går det op for hende, at der er mange ting, som hun endnu ikke kender meget til. Den ene er en mand ved navn Capricorn og dagen efter drager de endnu en gang afsted. Turen går til Elinors hus, som er tante til Meggies forsvundne mor og de har taget Støvfinger og hans dyr Gwin med. Elinor er en ganske habil bogsamler og Meggie finder sig selv fuldstændig omgivet af bøger i hendes hus:

”Meggie havde altid troet, at Mo havde mange bøger. Efter at have besøgt Elinors hus, troede hun ikke længere det.

Stablerne lå ikke og flød tilfældige steder som hjemme hos Meggie. Hver bog havde tydeligvis sin egen plads. Men hvor andre mennesker havde tapeter, billeder eller slet og ret et stykke bar væg, havde Elinor bogreoler. I hallen var der hvide reoler helt til loftet, i værelset, som de derefter krydsede, var de sorte som gulvfliserne, det samme var tilfældet i gangen, der førte videre.”

Men navnet Capricorn fortsætter Meggie med at gruble over og før hun ved af det, har fremmede mennesker kidnappet hendes far og en bestemt bog, som åbenbart er værdifuld. Støvfinger, som har det med at forsvinde på de mærkeligste tidspunkter, rejser sammen med Meggie og Elinor sydpå, hvor Capricorn bor, og det er som om hans by er helt forladt af ganske almindelige folk. Det er en dyster by, som de ankommer til og efter en samtale med Capricorn selv, havner Elinor og Meggie i byens fængsel, hvor Mo også befinder sig. Mo har en ganske særlig evne, som Capricorn har brug for og da de fængslede bliver bragt til byens kirke, bliver Mo nødt til at bruge sin evne:

”Det lugtede ikke længere af saltvand og rom, da Mo begyndte at læse. Der blev varmt i Capricorns kirke. Meggies øjne begyndte at brænde, og da hun gned dem, hang der sand ved knoerne. Igen lyttede Capricorns mænd så åndeløst til Mos stemme, at de lige så godt kunne have været forvandlet til sten. Og igen var Capricorn den eneste, der tilsyneladende ikke lod sig mærke med trylleriet. Kun i hans øjne kunne ma se, at også han var fængslet. Ubevægelige om slangeøjne hang de ved Mos ansigt. Det røde jakkesæt fik Capricorns pupiller til at virke endnu mere farveløse. Hans krop var så spændt som hos en hund, der vejrer bytte.

Men denne gang måtte Mo skuffe ham. Ordene frigav ikke alle skattekisterne, perlerne og de juvelprydede sabler, som Mos stemme lod blinke og lyne, lige til Capricorns mænd troede, at de kunne plukke dem ud af den tomme luft.”

Men hvor langt falder æblet egentlig fra stammen, når det gælder Mo og Meggie og hvor kommer Capricorn, hans mænd og Støvfinger egentlig fra?

Sikke en bog! Jeg var fanget af handlingen fra første side og det var meget svært ikke at læse den ud i en køre, da man aldrig ved, hvad der sker i næste kapitel. Der var så meget kærlighed og fascination af bøger, at det var svært ikke at forestille dem for sig selv under læsningen og da hvert kapitel starter med et citat fra et værk, er min læseliste nu blevet endnu længere. Sikke et stort arbejde, som Funke har gennemført og jeg har allerede planer om at få købt de sidste i serien, men på engelsk, da denne danske oversættelse havde pinligt mange fejl. Det påvirkede dog ikke min fascination af historien og derfor har den stadig fået topkarakter.

Alt i alt en fantastisk fortælling om Meggie og hendes livs rejse, som lærer hende mere om ondskab i verden og hvem hendes egen familie er end hun nogensinde havde anet.