Ord fra en bibliofil

Luise Justine Mejer af Astrid Lindgren, 2015. Novellix. Opr. udgivet i 1975. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kurtiserede man tilbage i slutningen af 1700-tallet og hvordan bliver et venskab til kærlighed på den tid?

Lindgren bringer os i denne lille fortælling tilbage til en mere simpel tid, hvor folk sendte utallige breve til hinanden og her møder vi Luise Justine Mejer og Heinrich Christian Boie, som møder hinanden første gang i 1776. Begge er ugifte og et venskab opstår ganske hurtigt. Men Luise er bestemt ikke helt som de andre ugifte kvinder på markedet:

“Men vilken gammeljänta! Så intagende och så klok, så klar i skallen och med en så enastående begåvning för vänskap, undra på att alla, än som kvinnor, tydde sig till henne både i glädje och sorg.”

De er nogenlunde jævnaldrene og i de mange år, hvor de blot er pennevenner, vender de mange ting med hinanden. Heriblandt særligt litteratur, som optager ganske mange i deres vennekreds. Luise kender endda fru Kestner, der var den ungdomskærlighed, som Goethe var inspireret til at skrive om i ”Den unge Werthers lidelser”. Men det er ikke al litteratur, som hun betages af og et af de steder, hvor hun tjener, bliver det alt for meget:

“Båda grevarna Stolberg är litterärt verksamma, och Luise har ju alltid älskat litteratur och läsning, men nu gar det för langt.

” Här stoppar man människor med litteratur som man stoppar gäss med nudlar”, skriver hon.”

Men kan det monstro lykkedes Boie at få Luise til at falde for ham?

Lindgren har som sædvanlig en ganske særlig måde at fortælle på og selvom det er en kort bog på blot 25 sider, så var det for mig en historie, som befandt sig lidt længere i tankerne end andre bøger på den størrelse.  Livet for Luise er bestemt ikke altid lutter lagkage, men heldigvis har hun Boie at støtte sig til. Alt i alt en elskværdig kort historie om et venskab som udvikler sig til noget andet og som tager os tilbage til en mere simpel tid, hvor livets værdier havde en ganske anden karakter.