Snapshots fra Roskilde Litteraturfestival

I går var jeg lige et smut i Roskilde, hvor de afholdte en litteraturdag. Det var 3.gang, at det skulle afholdes og første gang, at jeg tog derhen. Jer, der følger mig på Twitter og Instagram, har nok allerede set, hvilke forfattere jeg fik set og hermed en anbefaling af både forfattere og den kage, som Roskilde bibliotek stod bag. En god chokoladekage skal man altid anbefale videre. Nå, men jeg nåede at se en del inden turen gik ind mod København den aften.

Kristina Nya Glaffey og Ida Marie Hede Bertelsen, begge fra Forlaget Gladiator. Disse to interessante kvinder var de første, som jeg hørte holde foredrag. De forklarede hvordan deres skoler hænger sammen og hvordan de fungerer, nu hvor de er en del af Forlaget Gladiator. Jeg kom der egentlig mest pga Glaffey, da jeg har læst 3 af hendes bøger, som er hylende morsomme og det var interessant at høre hvordan de arbejder med talenter og hjælper disse på vej. Selv går jeg ikke lige rundt med forfatterdrømme, men hvis jeg gjorde, ville jeg helt klart undersøge deres skoler, da de er lidt et alternativ til forfatterskolen.

Niviaq Korneliussen og Mette Moestrup var dernæst på mit program. Moestrup så jeg sidst i et forsamlingshus i Albertslund, der var et arrangement, som Albertslund Bibliotek stod for. Der var hun i selskab med Aidt og Knutzon, hvor de fortalte om bogen “Frit Flet”, som hun også hev frem denne gang. Jeg kendte faktisk ikke til hvordan hun fungerer lidt som en mentor for Korneliussen, hvis bog “Homo Sapiens” jeg har hørt en masse godt om. Hvad jeg særlig fandt interessant var hvordan den grønlandske litteratur er den dag i dag og også hvordan grønlænderne (og islændinge og færinge) egentlig har det med det danske sprog. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ved meget om anden nordisk litteratur end den danske, svenske og norske og det kunne være interessant at dykke ned i den finske og de tre allerede nævnte. En virkelig informativ snak mellem de to og jeg håber på, at i også får mulighed for at høre de to i samtale engang.

Niviaq Korneliussen

Lone Theils

Hvordan man går fra at være journalist og til at blive forfatter, var noget, som Valeur og Theils kunne svare på. Begge har lange karrierer som journalister bag sig og begge debuterede i en relativ sen alder i hhv. 2011 og 2015. De snakkede begge om deres debutromaner, som desuden var lidt et tema for denne litteraturfestival og selvom jeg endnu ikke har fået læst nogle af bøgerne, så var det virkelig en god samtale. Forud for dette arrangement havde jeg dog fået set den to-delte dokumentar på DR om Valeur og hans ophold på Skodsborg Børnehjem, da han var helt lille og det var spændende at høre om baggrunden for både bog og dokumentar. Det der med at få manuskriptet godkendt af forlag var heller ikke altid den hurtigste proces og hvad jeg særlig bed mærke i, var, hvordan dialogen for dem begge kunne være svær at skrive, da det som journalist bare skete mellem to parter og hvor man nu skulle digte det hele selv.

Erik Valeur

Erik Valeur

Lone Theils

Da vi nåede eftermiddagens sidste arrangement, hvor novellevinderen skulle offentliggøres og der var drikkevarer og lidt snacks, var vi så mange som på ovenstående billede. Gennem dagen havde der også været workshops for børn, hvor de kunne skrive med den kendte børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild, som jeg bedst kender fra de rygge på min kærestes nieces bøger, der handler om heste. Novellevinderen, som ses på nedenstående billede, læste til slut sit bidrag op og novelledommerne gav desuden utrolig fin ros og fortalte om hvorfor de havde formået at vælge ud af de mange bidrag, der var kommet ind. Alt i alt en virkelig interessant 1-dags litteraturfestival, som bød på interessante diskussioner og god kage som sagt.

Vinder af novellekonkurrencen (submitteret forud for festivalen)

  1. Et par anbefalinger af boglige events 2017 – Ord fra en bibliofil

    februar 21, 2017 at 7:01 am

    […] man hører også oplæsning af vinderen af en novellekonkurrence. I kan læse mere om min oplevelser lige her og mere om årets program på dette […]

Skriv et svar til Et par anbefalinger af boglige events 2017 – Ord fra en bibliofil Cancel