Dette skønne liv af Helen Schulman

Dette skønne liv af Helen Schulman, 2015. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Opr. udgivet som This Beautiful Life i 2011. Antal stjerner: 4/5

Hvordan håndterer man bedst en skandale i en familie og hvordan kommer man tilbage på rette spor?

Helen Schulmans bog tager os tilbage til 2003, hvor familien Bergamot netop er flyttet til New York. Familien består af den hårdtarbejdende far Richard, den familiefokuserede mor Elizabeth (bedre kendt som Liz), teenagesønnen Jake og deres lille datter Coco. Hele familien er ved at falde til i den pulserende by, som er meget anderledes end Ithaca, hvor de boede i mange år. Liz, som tidligere har arbejdet, indtager sit nye liv som mor, der henter sit barn sammen med andre mødre og tager til sleepovers på The Plaza (som er et dyrt hotel i centrum af New York). Jake går en aften til en fest med sine venner, hvor han møder den unge pige Daisy, som er lidt mere vild med ham end han er med hende. Næste dag modtager han en video, som Daisy har lavet og han videresender den til sin bedste ven Henry, men pludselig går alt galt:

Om mandagen var den alle vegne. Over hele skolen. Alle havde set den i løbet af weekender, og de, der ikke havde, hørte om den i samme sekund de ramte skolens område. Eleverne downloadede den og så den på biblioteket. Henry havde videresendt de til James og McHenry. James havde øjeblikkeligt downloadet den, set den, og da han blev hidkaldt, var han gået ind på Henrys værelse, mens Henry talte i telefon med en desperat Jake. På det tidspunkt havde McHenry videresendt den til Django og Davis, og så havde McHenry sendt den til fem eller seks andre fyre (…).”

Pludselig er den alle vegne og Liz bliver kaldt afsted til skolens kontor. Selv Jakes venner tilbage i Ithaca har set den og Jake bliver sendt hjem med det samme. Tiden derefter er svær at håndtere og alt imens at storebrors liv er kaos, så er det vigtigt at få Coco afsted og opretholde en vis facade overfor de andre familier på skolen. Richard begynder at løbe igen alt imens Liz trækker mere og mere ind i sig selv i en periode. Det er også Richard, som får fat i en tidligere bekendt, der hjælper med deres sag, da der ikke er længe til eksamener og Jake skal tilbage og tage dem med bravur, hvis det står til hans forældre. Følgende er uddrag fra Richards del af romanen:

Hans søn var ikke en skidt knægt. Han havde været tåbelig i øjeblikket. Og han havde sendt videoen til sin kammerat for at få hjælp. Hvad har det med privatskoler at gøre? Det skete ikke, fordi de unge har penge. Det skete, fordi de havde adgang til computere. Og hvordan i himlens navn, i to tusind og fucking tre, skal man forhindre adgang til dem?”

Livet er bestemt ikke nemt for denne familie og de må sammen finde en vej ud af det, hvilket er sværere end man tror. Hvad der særligt ramte mig, da jeg læste denne bog, var årstallet. 2003. Det var før alle de sociale medier for alvor tog fart. Det er uhyggeligt hvor hurtigt informationer kan deles og dette er endda for 12 år siden. Schulmans beskrivelser af det rige liv er velskrevet og det var svært ikke at læse hele bogen på én gang. Det er interessant hvordan vi lærer karaktererne bedre og bedre at kende undervejs og hun har det med at twiste historien. Livet er skrøbeligere end vi går og tror og selvom familien her lever i sus og dus, så er ingen i sikkerhed.

Leave a Reply